Forfatteren Anett Sällsäter Christiansen og den tidligere leder af Urban-projektet, Sonja Mikkelsen, holdt en forsamling af interesserede tilhørere i deres hule hånd på Åby Bibliotek.
"Når befolkningen først er kommet ud af æsken, kommer de ikke så nemt der ind igen," siger Sonja Mikkelsen. Urban-projektet, støttet af EU, kørte indtil slutningen af 2007, og man havde i samarbejde med EU opstillet 43 mål – kun ét mislykkedes. Befolkningen i Gellerup vil mere end bare at blive sat i bås.
"Balladen er et råb om at blive hørt"
Anett Sällsäter Christiansen, der i sit "fritidsjob" arbejder som pædagog på fuld tid, har opnået en meget god kontakt til de unge mennesker i Gellerup. De unge mennesker skal ses – ikke ignoreres, mener hun. 
"Hvis jeg nu var et "normalt" menneske, ville jeg sent om aftenen gå i en stor bue uden om indvandrere, der står og snakker i Toveshøj. Men jeg rasler lidt med nøglerne, så de kan se, at jeg er på vej op i min lejlighed – og nogle gange snakker vi, andre gange bliver det bare til et goddaw," fortæller Anett Sällsäter Christiansen.
Hendes syn på de unge, opnået gennem et intenst engagement i området er, at de unge tænker "vi er jo stemplet i forvejen – så hvorfor ikke bare være seje!". "Det er et råb om hjælp – og så bliver profeten Muhammed og alt muligt lige trukket ind samtidigt," fortæller Anett Sällsäter Christiansen.
Forventninger og myter – og Dansk Folkeparti
Statistikkerne viser noget ganske andet end myterne. Gellerup har meget få overfald, og indbrud lader ofte til at være begået af folk udefra – og så er der lige det med forventningerne!
"Øh, må jeg lige bryde ind?", siger Sonja Mikkelsen, da Anett taler om PPR-stederne (forkortelse for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). " Det er da et forfærdeligt langt ord," siger Sonja Mikkelsen. "Hvad med at kalde dem noget andet – Fristederne eller sådan noget."  
Danskerne skal på deres side, ifølge Sonja Mikkelsen, forvente noget og på den måde . "Altså den der danskprøve er åndssvag – det må være et åbent spørgsmål, om vi danskere ville kunne bestå den. Det er som om man siger vi vil gerne have jer integreret, men vær venlige ikke at blive integreret. Regeringen har et støtteparti, der hedder Dansk Folkeparti – og derfor bliver der lagt alle mulige forhindringer i vejen for nydanskerne. De kan i mange tilfælde få lov til at gå ud og gøre rent, i stedet for at få en opkvalificering på en læreanstalt, der passer til deres niveau," siger en glødende Sonja Mikkelsen med henvisning til uddannelsespolitikken, der er liberal for EU-borgere, men det modsatte for folk, der kommer udefra.
"Jo – vi skal forvente noget," er Sonja Mikkelsens udgangsreplik. Den tidligere Urban-projektleder mener, at vi skal forvente, at de nye danskere af anden etnisk herkomst er levende mennesker med et potentiale i stedet for at sige "arg – lad os nu se….", inden hr. og fru Jensen tømmer dagens kaffekop til den gamle, danske film.