Fredag d. 20. marts var der Grim Dag på Langkær Gymnasium & HF. Denne ene dag om året kan man møde op lige så grim man har lyst til, og det er noget der styrker sammenholdet, mener eleverne.
Én dag om året møder eleverne på Langkær Gymnasium op i det grimmeste tøj de kan opstøve. Det er en gammel tradition. Ud over den almindelige undervisning byder skoledagen på dans, catwalk og en stor fredagscafé til sidst.
En af de elever som er vilde med traditionen, er Ayat Fouad Mansour. Hun bor i Brabrand og går i 2.g. I dag har hun fundet en gammel kjole frem fra klædeskabets allerbageste hjørne og suppleret den med et par sikkerhedsbriller.
”Grim Dag er sjov, fordi man får lov til at tage noget tøj på, som man aldrig ville gå med til daglig. Det gør timerne meget mere underholdende, og så er det bare et afbræk fra hverdagen, hvor man kan lave lidt sjov med det hele,” siger Ayat Fouad Mansour.
 Mikael Tofteby Andersen kommer fra Hasle og går i 3.g. Han har givet den hele armen med kjole, make-up og neglelak, og han synes ligesom Ayat, at Grim Dag er en rigtig sjov tradition. Han siger:
”Grim Dag er super hyggelig. Man får lov til at klæde sig mærkeligt ud og gøre noget andet, end man plejer, og det giver altså bare en sjovere stemning i klassen. Alle gymnasier burde have en Grim Dag!”
Bedre sammenhold
Ayat og Mikael er enige om, at det skæve arrangement er med til at styrke sammenholdet på gymnasiet.
”Man kan godt være tilbøjelig til kun at gå sammen med sin egen klasse. Men når der er Grim Dag, kan man slet ikke lade være med at gå og grine ad hinanden, og på den måde kommer man til at snakke med nogle helt nye mennesker. Det giver et rigtig godt fællesskab med de andre klasser,” forklarer Mikael Tofteby Andersen.
Læs om Langkær Gymnasium