Møder er åbenbart ikke det, der kan tiltrække Herredsvangborgerne. De skal væk fra fjernsynet og sofakrogen. Det har tre arrangører måttet sande.
Først gik det ud over et Sporttrack seminar, der måtte aflyses, fordi der ikke kom tilmeldinger. SSP-samarbejdet, der havde inviteret til et møde om dannelsen af forældregrupper, kunne notere begrænset tilslutning. Ud over de professionelle havde kun tre Herredsvangborgere bevæget sig ned i Kulturhuset. Næste mødeflop gik udover Natteravnene. Tordenskjolds Soldater mødtes igen. Denne gang sekunderet af Natteravnegruppen i Tilst, en koordinator og en journalist-elev.

Arrangementer – ikke møder
Konklusionen på begge møderne var enkel og en smule nedslående: Møder duer ikke, hvis man skal engagere folk. Der skal andet og mere til:
"Folk kommer ikke til møder. De er utrygge ved at blive rodet ind i noget og pålagt et ansvar. Vi skal gå nye veje. Vi må være opsøgende," siger Jabbar Yazdani, der er konsulent i Natteravnene.

"Arrangementer er en fornøjelse. Dér skal vi starte. Man kommer til et arrangement for at hygge sig og møde andre mennesker. På den måde opstår der kontakt, og muligheder for at lære hinanden at kende. Så er det lettere at komme i gang. Et møde er en forpligtelse, og derfor vil mange ikke være med," siger han.
Har lært lektien
Nogle af de samme tanker kom frem, da SSP-repræsentanterne, den boligsociale medarbejder, Susanne Bøgelund, og de få fremmødte borgere, diskuterede årsagerne til den ringe tilslutning og de mulige løsningsmodeller.

Ordet "vaskehuskultur" blev nævnt, altså dette, at man tager mod til sig og gør en indsats for at lære flere af ens Herredsvang-medborgere at kende. Uformelle sammenkomster som fester, udflugter, foredrag og fællesaktiviteter af forskellig art blev nævnt som en mulighed. Informationstunge møder sælger ikke billetter. 
Opsøgende ravne 
Natteravnenes vinger er imidlertid ikke sådan at stække. Indenfor en overskuelig fremtid vil man kunne finde de guljakkede og bolchebevæbnede ildsjæle foran Fakta. I øjeblikket er der tre, men der skal være mindst 12 personer for at danne en Natteravnegruppe. Man kan læse mere om Natteravnene ved at klikke på linket nedenfor. Det er også muligt at være med, selv om man ikke deltog i mødet. Kontakt i så fald Jabbar Yazdani.
Succes for idrætskonsulenter
Idrætskonsulenterne ved Århus Kommune, Heidi Lytje Oehlers og Henriette Gaardbo, forsøger sig også. De er klar over, at der skal en vedvarende indsats til. I første omgang har de udsendt invitationer til en lang række nøglepersoner og organisationer i Herredsvang. Der er kommet seks tilmeldinger, og aftenens møde bliver afviklet. Idrætskonsulenterne vil gerne have en fornemmelse af, hvad de kan bidrage med i Herredsvang. Læs mere i artiklen "Idrætskonsulenter til Herredsvang", der offentliggøres kl. 12 i dag.
Opgiver ikke
Heller ikke SSP-samarbejdet har opgivet. En lille initiativgruppe har aftalt et nyt møde, hvor man skal diskutere, hvad der kan gøres for at få de vigtige informationer fra myndighederne ud. Indsatsen er måske ikke umiddelbart synlig, men Herredsvang området er meget højt prioriteret.

Kontaktoplysninger:
Jabbar Yazdani: jy@natteravnene.dk mobil 51 14 13 51 www.natteravnene.dk . Herfra vil man kunne se herredsvanggruppens afdeling ved at søge på postnummeret 8210.