Kai Nielsen nyder at være fodboldtræner for de mindste drenge (5-7 år). Han går også op i sit arbejde som træner for et hold store piger (U15) i ”Fuglebakken KFUM”. Derfor er han ked af, at kræmmermarkederne, som foreningen kører i samarbejde med ”Grøn Guide”, er truet på grund af manglende besøgstal. Det ville da være rart, hvis der blev et overskud til ungdomsarbejdet i idrætsforeningen, men først og fremmest ser han dog markederne som en mulighed for, at skabe opmærksomhed om klubben.
Aktive fodboldpiger
”Det ku´ være hammergodt, hvis der kom nogle flere folk til vores markeder”, siger Kai Nielsen. Til efteråret skal han med sine fodboldpiger til Spanien. Et par gange har de haft en stand med lotteri for at tjene penge til turen, mens de fortalte om klubben. De skal også med på næste marked.
For at øge interessen for markederne har han og pigerne desuden produceret og uddelt 2-3000 flyers til husstande i området. Men som han siger ”Måske kan vi gøre endnu mere for at gøre opmærksom på os selv”.
Fodbold, marked og integration
Markederne blev for fire år siden blandt andet startet for at medvirke til integrationen i området. Kai Nielsen giver udtryk for at klubben med sit tilbud om sport og fritidsaktiviteter klart har en positiv betydning for dette, og generelt for det sociale liv blandt unge i Vestbyen. Derfor synes han, at folk skal komme til bagagerumsmarked, for at få en god handel og hvis de har lyst, høre mere om fodbold i ”Fuglebakken KFUM”.
Så mød op til på næste marked på Ellekærskolen, og gør en god handel, samtidig med at du støtter op om et velfungerende fritidstilbud i Vestbyen. Det kunne være du gjorde et fund.
Se for tid og steder.