Britta Thomsen, cand. mag. i historie og portugisisk og medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, har skrevet en meget spændende og tankevækkende bog om indvandring i Danmark og EU.
Bogen hedder ”Den nødvendige indvandring” og udkom i starten af 2009. I bogen argumenterer Thomsen for, at EU og især Danmark har brug for veluddannede indvandrere til udvikling og opretholdelse af velfærdsstaten.
Det vil være utidigt at tie
I en periode med høj ledighed og med udsigten til at mange flere kan miste deres arbejde, kan det virke mærkeligt og utidigt at tale om at få flere indvandrere hertil. Men ikke ifølge Thomsen. Hun skriver:
”Jeg synes, at det vil være utidigt at tie, for uden indvandring på længere sigt kan vi ikke fastholde vores velfærdssystem, vores offentlige service og den lighed, som de fleste danskere mener skal bære vores samfund. Vi ved at når den offentlige service ikke fungerer, så tyr de, der har råd, til private løsninger, mens resten må undvære.”
”Finanskrise og ledighed lige nu ændrer ikke på det helt grundlæggende faktum, der gør en indvandring nødvendig: To tal står og blinker, i 1946 blev der født flest, 96.111, i 1984 blev der født færrest med 49.414.”
Skabe bedre vilkår for de bedst kvalificerede
Ifølge Thomsen skal Danmark arbejde for at skabe bedre vilkår, så de bedst kvalificerede udlændinge får lyst til at komme hertil, leve og blive her. Thomsen mener, mens de andre europæiske lande har en strategi for at tiltrække de veluddannede indvandrere, skræmmer Danmark dem væk.
Årsagen til det er ifølge Thomsen den mindre vellykkede integration i Danmark som bl.a. skyldes to ting: 1. Danmark har modtaget forholdsvis mange flygtninge og få indvandrere 2. Hovedparten af de indvandrere, der kom til Danmark i 60érne, var mænd som kom fra beskedne kår og ofte ingen uddannelse havde.
”I dag er det helt anderledes: I moderne indvandring udgør flertallet kvinder, og det er de bedst uddannede, der rejser ud.”
 ”Den indvandring, jeg taler for, skal ikke være tilfældig. Den skal baseres på viden om, hvilke kompetencer vi har brug for, og ikke mindst hvilke lande vi skal rekruttere fra.” 
"Den nødvendige indvandring". 149 kr. via forlaget Sohn. www.sohn.dk