Shaqo Junior er et nyt vejledningsprojekt for unge mellem 16 og 24 år med anden etnisk baggrund. Målet for Shaqo Junior lyder i al sin enkelthed, at de unge får en fremtid med job.
For at nå målet tilbyder Shaqo Junior hjælp til at vælge uddannelse, hjælp til at gennemføre uddannelsen, lektiehjælp, bistand med at få praktikplads, råd til at løse problemer, information om arbejdsmarked og arbejdspladskultur.
Shaqo Junior samarbejder  ikke alene med den unge selv, men også med forældre og den unges øvrige familie, uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Shaqo er det somaliske ord for arbejde, og det har samme betydning på arabisk. Shaqo Junior er ’lillebror’ til Shaqo, som har eksisteret siden februar 2008.
Baggrunden for Shaqo Junior er det positive ’problem’, at ikke mindre end 160 unge henvendte sig til Shaqo i 2008. Dette på trods af, at Shaqo’s målgruppe er de dårligst stillede voksne i forhold til arbejdsmarkedet (matchgruppe 4 og 5). Det krævede ikke alene flere resurser og andre metoder, men også en bevilling med et formål, der hjælper de unge med både job og uddannelse. Det økonomiske grundlag kommer fra Det Lokale Beskæftigelsesråd for Århus og Samsø ved en projektbevilling til Shaqo Junior indtil udgangen af 2011.
Shaqo Junior viser med glæde og stolthed sine lokaler frem ved en åbningsreception, men Shaqo Junior startede allerede den 1. februar og har indtil midten af april haft besøg af 50 unge, der har søgt vejledning om uddannelse og job. Ud over de 160 unge, der allerede var overført fra Shaqo.
Shaqo Junior har til huse i City Vest på etagen over Føtex ved siden af Livsværksstederne.
Lederen af Shaqo Junior Ghassan Hassoun, der er socialrådgiveruddannet, fortæller, at de unge typisk kommer for at få hjælp til at skaffe sig et fritidsjob. "Det hjælper vi dem med," forsikrer Ghassan Hassoun, "men vi sporer de unge ind på en snak om uddannelsesmuligheder. Som regel bliver de unge positivt overraskede over, hvor mange muligheder de har. Og så gælder det om at motivere de unge og om at hjælpe med at overvinde barrierer og vanskeligheder, af hvilken art de end måtte være."
Said Abdille er konsulent i Shaqo Junior. Han har lagt mærke til, at de unge møder op på Shaqo Junior med en drøm. Og når samtidig samfundet ikke har råd til at tabe unge på gulvet, er det bare med at få fjernet barrierer og klaret vanskeligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.