Det var Gitte B. Light, Rebaz Ahmed og Shukri A. Ahmed der i Natteravnenes gule jakker gik den første tur. Ja, det vil sige Shukri vakte en del positiv opsigt med sit design, hvor Natteravnenes gule og sorte farver og logoer blev kombineret med den traditionelle somaliske kvindeklædning. Som Gitte, der er formand for Natteravnene i Bispehaven, sagde: ”Det kan man da kalde rigtig integration.”
En god modtagelse overalt
Børn på rulleskøjter, og løbende og hoppende børn flokkedes om de tre natteravne. Nogle ville snakke og vide noget om natteravne, andre ville meget gerne filmes af TV2. Stemningen var positiv. Som Gitte sagde ”Det er dejligt at se, hvordan de smiler. De vender slet ikke tommelfingeren ned.”
Lommerne fyldte med bolsjer
Det gjorde ikke natteravnenes tiltrækningskraft mindre, at de rundhåndet uddelte bolsjer.
Faktisk kom det til at virke som lidt af et pædagogisk fif. Mange af børnene smed papiret fra bolsjerne, og fik konsekvent at vide, at det skulle samles op. Derved kom natteravnene til at videregive nogle værdier om hensynsfuldhed og et rent miljø.
Godt at gå tre sammen
Allerede på første tur var fordelen ved at gå i gruppe på tre natteravne tydelig. Gitte, Rebaz og Shukri supplerede hinanden godt.
Gitte talte og pjattede meget med børnene og de unge. Mange smådrenge søgte Rebaz, som arbejder i Trivselshuset i Bispehaven. Mere end én gang, så man, en dreng hoppe op på ryggen af ham. Og på turen rundt uddelte Rebaz vist lige så mange blide strøg over et barns hår, som han uddelte bolsjer.
Shukri var den mest tilbageholdende af de tre. Men det var tydeligt at børnene kendte og respekterede hende. Med sit venlige væsen er hun en vigtig rollemodel for specielt områdets mange somaliske piger. Alene hendes fantasifulde måde at løse problemet med beklædning i forbindelse med hendes medvirken som natteravn, viste at hun havde noget at byde på.
Alle tre natteravne formåede at bevare en autoritet som voksne, samtidig med at de var åbne for børnenes snak og venlige drillerier.
Vellykket premiere
Og så gik turen ellers småsnakkende rundt i hele Bispehaven, med et kig ind i danseklubben. Med kig på blomstrende gårde og Bispehavens forskellige tilbud. Glade og tilfredse sluttede de tre natteravne med en evaluering i Trivselshuset. På spørgsmål fra TV2, om hvor godt de syntes, at det var gået, svarede Shukri ”top ti”.
Se indslag i TV2 Østjylland om natteravnene i Bispehaven