Mandag den 25. maj kl. 13 – 14.30 holdes officiel indvielse af Hasle Bakker. Mød op på stien øst om Toushøjskolen. Der vil der være vejvisere til både indvielsen og de mange aktiviteter, der skal markere de muligheder, der er for at bruge Bakkerne og Skjoldhøjkilen.
Henning Holmen Møller er sparringspartner for den selvejende institution Hasle Bakker. Han lover intet mindre end et mylder af aktiviteter.
Indvielse med aktiviteter
Der vil være skaterkonkurrence.
Der er testløb i orientering for børn.
Vigør er på pletten med måling af fedtprocent og kondital for de lidt ældre. Kl. 13.30 starter et 10 km løb.
Allerede fra kl. 12 starter instruktion i kortlæsning for skoleelever, som hold på to elever derefter afprøver deres færdigheder i terrænet.
Skolernes muligheder for at bruge anlæggets elektroniske muligheder til undervisningsbrug bliver demonstreret af Ellekærskolen. 7.og 8. klassetrin. Henning Holmen Møller lover en dramatisk opgave: Verdens flora er truet af en farlig virus, og eleverne skal redde arterne i Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen fra at gå til grunde. Det får de hjælp til af anlæggets elektroniske undervisningsfaciliteter.
Tre rådmænd medvirker
"Arrangementet byder på taler af hele tre rådmænd," oplyser Henning Holmen Møller, "Louise Gade, Peter Thyssen og Jakob Bundsgaard Johansen møder op og giver hver deres bidrag til en indvielse med stil og honnør." Bent Hviid, der er formand for den selvejende institution Hasle Bakker, siger de ord, der skal til, for at indvielsen er helt og holdent officiel.
Også træhusene i Skjoldhøjkilen er med. Fra den hytte, der hedder Camp Alfa, er der en spadseretur til Camp Gamma, hvor kommunens Borgerservice lokker med en is.
Var der ikke n oget med en indvielse i 2007?
Læsere af Aarhusvest.dk vil vide, at der var indvielsesfest for Hasle Bakker allerede i december 2007. Men pyt, en god gerning kan ikke gøres for tit. Og den gang var Skjoldhøjkilens stianlæg og aktivitetstilbud ikke med. Nu hænger det hele sammen i et anlæg, der næppe findes magen til. Det er rigeligt grund til endnu en indvielsesfest.
"Du er inviteret og velkommen," forsikrer Henning Holmen Møller og peger på en flyer, hvor det står sort på hvidt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.