Der er gode grunde til, at flere børnehavebørn end tidligere dumper til den sprogtest, der giver dem frit skolevalg.
Det mener Lisbeth Holmbjerg Jensen, der er dagtilbudsleder i det område, hvor planerne om Børneby Ellekær er ved at tage form. Det er et mål for Børneby Ellekær, at områdets børn også får deres skolegang på den lokale Ellekærskole.
Turbulent børnehavetid
"De børn, der nu skal i skole, har haft en usædvanligt turbulent børnehavetid," påpeger Lisbeth Holmbjerg Jensen, "Der har været strejker, nedskæringer og omstruktureringer. Desuden har pædagoger, der varetager det sprogpædagogiske arbejde været på kurser. Det har betydet fravær af medarbejdere med særlig betydning for netop det arbejde."
Styrkelsen af det sprogpædagogiske arbejde gennem kurser har krævet resurser, og effekten er endnu ikke på plads.
Sprogresultaterne bliver bedre
Lisbeth Holmbjerg Jensen påpeger, at det kræver tid at nå resultater. Politikere er utålmodige, og der bliver evalueret, før medarbejderne har haft reelle muligheder for at skabe resultater i forhold til de stillede krav.
I Ellekærområdet har sprogtesten vist, at 37% af børnene nu to år i træk har været så tæt på at bestå, som de kan komme uden at bestå. Ordforrådet er ifølge Lisbeth Holmbjerg Jensen det element i sprogtesten, som dumper flest børn. "Den viden inddrager vi i det sprogpædagogiske arbejde, og jeg er sikker på, at vi får markant bedre resultater fremover," understreger Lisbeth Holmbjerg Jensen med overbevisning.
I øvrigt tror Lisbeth Holmbjerg Jensen, at flere børn består sprogtesten, hvis den bliver afholdt i daginstitutionen i stedet for på skolen hos en talepædagog: "En test et fremmed sted under ukendte forhold er en stor udfordring for børn uden et rigtigt stort selvværd."
Det styrker Lisbeth Holmbjerg Jensens tro på fremtiden, at hun oplever forældregruppen som stærkt motiveret. "Det gælder så sandelig også interessen for deres børns sproglige udvikling," forsikrer Lisbeth Holmbjerg Jensen.
Modersmål som en vej til godt dansk
I udviklingsplanen for det dagtilbud, som Lisbeth Holmbjerg Jensen er leder af, opfordres forældrene til at lære børnene deres modersmål. Det beror på forskning, der angiver det som den bedste vej til sproglig udvikling og et godt dansk. Og forældre, der ikke selv kan er perfekt dansk, gør bedre i at lære deres børn et sprog, de selv behersker. Så lærer børnene nemmere et godt dansk i daginstitutionerne.