Klokkerparken i Hasle lægger græstæppe til to Vigør-arrangementer på tirsdage i maj. Det første fandt sted den 5. maj, og det næste er den 26. maj kl. 18.
Bag Vigør står idrætsforeningen Århus 1900, og ideen med Vigør er at give alle mulighed for ikke blot at tjekke kondien, men også for at gøre noget ved kondien.
Vejning og målinger
Blandt deltagerne ved det første arrangement i Klokkerparken er Grethe Rasmussen. Hun stiller op til vejning og måling af fedtprocent uden at behøve at frygte for resultatet. Også livvidden skal måles. Grethe Rasmussen måler sin puls, inden hun i rask tempo går 1,6 km. omkring Klokkerparken. Tilbage ved startstedet måles puls på ny. Og så er alle data klar til at blive behandlet i et computerprogram for at beregne konditallet.
Grethe Rasmussen har ingen problemer med fedtprocenten, og hun indrømmer beskedent, at konditallet er udmærket. Men Grethe Rasmussen dyrker også gymnastik om vinteren og atletik om sommeren. Tilmed går hun 5 km. to gange om ugen.
Grethe Rasmussen bor i nærheden af Klokkerparken, men hun deltager i arrangementet, fordi de på hendes gymnastikhold har aftalt at mødes for alle at få målt kondital.
Flere og flere møder frem, og snart er der trængsel ved vægte og pulsmålere. Det vækker kammeratlig morskab, da en mand ikke kan få målebåndet til at nå hele vejen omkring livet. Hjælperne er dog straks opmærksomme og skaffer et målebånd med ekstra længde.
Oplysninger om vægt og puls noteres omhyggeligt ned på et registreringskort. Og så går turen til startstedet for de 1,6 km’s gåtur. Også starttidspunktet kommer på registreringskortet. Og så af sted.
Helbredets bæreevne
Tilbage fra turen skal endeligt ankomsttidspunktet ned på registreringskortet, før computeren kan fortælle, hvor god ens bæreevne er over for sygdom.
Både et godt og et lavt kondital kan give lyst til forbedring ved motion. Den 26.maj kan deltagerne igen møde op i Klokkerparken og få målt, om motionen har givet resultat i form af et bedre kondital.
Men selv om du ikke var med den 5. maj, kan du alligevel være med den 26. maj. Det var måske godt at vide, om du bevæger dig så meget, som dit helbred har brug for.
Se også www.vigoer.org.