PR-manden Nikolai Lang forsøger at finde frem til danskernes ideal for den perfekte danske muslim.
Lang og hans en-mands tænketank Dansk Center for Integrationsanalyse (DCIA) har sat sig for at afslutte den danske integrationsdebat én gang for alle. Hans mål er at finde frem til danskernes ideal for den perfekte, danske muslim. Det vil han formidle til alle danske muslimer, og således hjælpe dem på plads i det danske samfund.
Hovedpointer
Undersøgelsen viser, at danskerne generelt er åbne over for nydanskere, både når det gælder religion, kultur og samkvem i hverdagen. Dermed slår undersøgelsen en pæl igennem den opfattelse, at danskerne er fremmedfjendske, eller at integration er meget vanskeligt i Danmark. F.eks. mener kun 10 %, at forståelse for dansk kultur er afgørende for god integration, og dermed er der ikke belæg for at sige, at danskere er særligt optagne af egen kultur og særligt negativt indstillede over for andre kulturer. Der er også et flertal på 52 %, der mener, at demokrati og islam kan forenes, ligesom 56 % mener, at skoler og institutioner bør tage hensyn til religiøse minoriteter og servere alternative måltider for børn, der ikke spiser svinekød.
Medier og politikere overfokuserer på muslimer. Faktisk mener hele 75 %, at muslimer omtales for meget og for negativt. De hyppigste forklaringer på den stærke fokus på muslimer i integrationsdebatten er medier og politikere, som hhv. 30 % og 18 % svarer. Danskerne er altså mindre negative over for nydanskere, end mediebilledet giver indtryk af. Derimod er der en udbredt sympati med nydanskere, idet hele 24 % svarer, at det er vigtigt at have det godt og trives, når man vil integreres. Ikke desto mindre har danskerne nogle forventninger til nydanskere. Således mener 35 % at det primært er nydanskerens egen skyld, hvis integrationen ikke lykkes. Desuden skal man især kunne sproget (50 %), have et arbejde (36 %) og være lovlydig (36 %) for at opnå god integration.
Sådan bliver du dansk nok til danskerne
De 10 trin til at blive dansk bygger på en videnskabelig undersøgelse af danskerne. udført af Analyseinstituttet Catinét.
1. Indse, at integration er dit eget problem
Vi danskere er individualister. Hvis du vil integreres i Danmark i 2009 må du tage ansvar for dig selv.
2. Tal dansk, gå på arbejde, overhold loven – og vær glad
Vi danskere er flittige og arbejdsomme og vi forventer, at du er det samme.
3. Deltag i samfundet
For ikke at true vores sammenhængskraft er det vigtigt, at du ikke murer dig inde i en ghetto
4. Kom til sociale arrangementer
Hvis du vil være en del af Danmark, bør du altid sige ja til alle invitationer.
5. Syng med
Der er enighed om, at nationalhymnen ”Der er et yndigt land” giver et godt indblik i dansk kultur.
6. Hav det sjovt
De ældre mener, at Dirch Passer er det bedste eksempel på dansk humor, mens de yngre fremhæver Omar Marzouk.
7. Undgå opmærksomhed
Det er en god ide at undgå uheldig opmærksomhed fra medierne.
8. Forvent hensyn
Danskerne mener, at det er i orden at dagsinstitutioner tilbyder alternativer til børn, der ikke spiser svinekød.
9. Kys dansk
Danskere tror på, at den romantiske kærlighed er den eneste gyldige form for kærlighed.
10. Tro på at islam og demokrati kan forenes
Et lille flertal af danskerne tror stadig på, at det er muligt.
Se DR2 Dokumentar torsdag den 18. Juni kl. 22.50
Læs om undersøgelsen her:
Læs mere om kampagnen ”Bliv dansk nok til danskerne” her: