Vi bryder os ikke om at forholde os til fattigdom.
Det kunne være en forklaring på, hvorfor kun 42 har ønsket at give deres mening til kende på portalens spørgsmål om udbredelsen af fattigdom.
En anden forklaring kunne være, at spørgsmålet var uheldigt – eller måske endda dumt – formuleret.
Hvad er fattigdom?
Eller det kan være uklart, hvad fattigdom i Danmark i bund og grund er? Eksperter er forsigtige med at give et præcist bud. Politikere er vildt uenige.
Halvdelen af deltagerne i portalens afstemning om fattigdommens udbredelse i Vestbyen svarer, at nogle er fattige, mens knap en tredjedel mener, at der er mange fattige. En tiendedel mener, at stort set ingen er fattige. Resten svarer ’ved ikke’.
René Skau Bjørnsson, som er det ene af to folketingsmedlemmer med bopæl i Vestbyen, siger i sit seneste nyhedsbrev, at fattigdommen er eksploderet. Mens de fleste danskere har tjent styrtende med penge, er de fattigste blevet fattigere.
Efter René Skau Bjørnssons opfattelse, er der 60.000 fattige børn i Danmark, og han mener, at tallet er stigende.
I en politisk debat om, hvorvidt fattigdom kan skyldes andet end økonomi, er René Skau Bjørsson ikke i tvivl om, at fattigdom er økonomisk betinget: "Fattigdom er ikke at have råd til at købe kartofler til sine børn, ikke at have råd til nye sko eller tandpleje."
Manglende forståelse for fattigdom i velhaverghettoer
Renë Skau Bjørnsson påpeger polemisk, at det er svært at forstå den sociale virkelighed for mennesker på samfundets bund, hvis man bor i et velhaverkvarter og udelukkende omgås økonomisk velstillede naboer.