Hvad skal en udstilling om Cirkus Tværs fra Gellerup i et eksamenslokale på Antropologisk Institut på Moesgård?
Cirkus Tværs er ikke til eksamen. Men det er tre antropologistuderende, der har skabt en udstilling om Cirkus Tværs som eksamensprojekt om mangfoldighed.
Da de tre studerende Anne Brock Larsen, Lena Lykke og Pernille Dahl Pedersen fik muligheden for at gå til eksamen i faget vidensformidling med et udstillingsprojekt, faldt valget på Cirkus Tværs.
"Vi kendte ikke Cirkus Tværs på forhånd," indrømmer Pernille Dahl Pedersen, men tilføjer: "Vi blev meget imponeret af Cirkus Tværs. Vi havde ikke forestillet os, at det var så omfattende og så pædagogisk spændende. Og lige nu er de på turne i Italien."
Leg som integration
Udstillingen handler om integration, men da målgruppen er børn i 0. til 3. klasse, har de tre studerende valgt at gøre leg til hovedtema. Gennem leg kan mangfoldighed blive til fællesskab.
Udstillingen indbyder til at lege. Det sker med i en rejse ind i Cirkus Tværs’ eventyrlige univers. Et barn, der træder ind i udstillingen, kan iføre sig udklædningstøj eller rød klovnenæse. Resultatet kan ses i et spejl. Så er der opfordring til at lege, f.eks. jonglere med tre bolde. "Når du har øvet dig og fået selvtillid, skal du vise andre, hvad du kan," forklarer Anne Brock Larsen: "Derfor har vi som næste trin i udstillingen indrettet en ’gør-det-selv’-scene. Her kan barnet stå op og give en forestilling med de færdigheder, der er lært i legen."
Videre i udstillingen kan man lytte til aktivitetsideer fra Cirkus Tværs og kikke bøger med flere ideer. "Vi opfordrer til sidst børnene til at tegne et aktivitetsforslag, som sættes op på en opslagstavle i udstillingen," siger Lena Lykke, "udstillingen kræver medvirken, og børnene skal lege med."
Læring gennem aktivitet
I pagt med Cirkus Tværs har udstillingen udgangspunkt i kropslig aktivitet og motivering af børn til at yde en indsats.
Det kunne være et budskab til børn i Vestbyen om at deltage i Cirkus Tværs. Eller, som de tre antropologistuderende tilføjer, en opfordring til børn i hele Århus om at tage ud til Cirkus Tværs i Vestbyen.
Udstillingen pilles efter overstået eksamen ned igen, – og bliver ikke gemt.
Eksamensresultatet?
Af mulighederne ’bestået’ eller ’ikke bestået’ fik Anne Brock Larsen, Lena Lykke og Pernille Dahl Pedersen karakteren ’bestået. Med ros for procesopbygningen i deres udstillingsprojekt.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.