Den 33-årige mand, der sidst i juni blev sigtet for vold, trusler og brandstiftelse, kræves fortsat varetægtsfængslet. Det oplyser Politiassessor Dorthe Møller Andersen fra Østjyllands Politis Afdeling for Personfarlig Kriminalitet.
Ved et retsmøde fredag besluttede byretten at følge anklagemyndighedens krav og opretholde varetægtsfængslingen i endnu fire uger. Den 33-årige kerede Byrettens afgørelse til Landsretten, hvorfra der endnu ikke foreligger nogen afgørelse.
Et rækkehus i Trillegården udbrændte totalt, da et voldsomt huspektakel natten til den 27. juni kulminerede i den ildspåsættelse, som den 33-årige nu er sigtet for.
Rækkehuset skal genopføres
I mellemtiden er nedrivningen på brandtomten tilendebragt. Kun soklen, et lille stykke mur og nogle afdækkede elektriske installationer er tilbage. Planen er, at rækkehuset skal genopføres, oplyser Arne Tolaksen, der er teknisk chef ved AAB. Inden det kan ske, skal en taksator vurdere, hvor meget det vil koste og forsikringsselskabet skal indhente tilbud.
Ingen ved derfor på nuværende tidspunkt, hvornår et nyt rækkehus står færdigt, eller hvad udgiften vil løbe op i. Dømmes den 33-årige for brandstiftelsen, har boligforeningens forsikringselskab mulighed for at rejse et erstatningskrav mod ham.
Aftalerne om boligforeningernes forsikringspræmier forhandles hvert fjerde år og der er tale om store summer, siger Arne Tolaksen.