En bænk i Klokkerparken i Hasle frister ikke til at sætte sig og falde i staver. Bænken er ødelagt. Og brændenælder viser, at det har den været længe.
Men synet får en til at reflektere over, hvorfor en bænk i en park ser sådan ud. Og hvorfor brændenælder har fået så god tid til at bemægtige sig ruinen.
Forskel på Vestby og Midtby?  
Måske kan det være, fordi bænken står i en park i Vestbyen og ikke i Midtbyen. Både rådmand Peter Thyssen og hans forvaltning erkender, at de begrænsede midler til at vedligeholde byens parker prioriteres til fordel for Midtbyens parkanlæg. Se artiklerne ’Et overset anlæg ved Hasle Lokalcenter’ og ’Udviklingsplan på vej for parkerne i Hasle’ (link nedenfor).
Standardisering?
Har det noget med standardisering at gøre? Må det personale, der løser opgaver i direkte kontakt med borgere og anlæg, handle på eget initiativ? Eller kræves der licitation, visitering eller opgavebeskrivelser af, hvad der må gøres?

Det er så ikke lige at klare brændenælder og ordne en ødelagt bænk. Standardisering præger andre offentlige opgaver som f.eks. ældreplejen og gør det svært at handle ud fra situationens logik eller akutte behov. Se artiklen ’En god ældrepleje kræver civil ulydighed’.
Mange kokke om den samme opgave?
Borgermøder i Hasle om bydelens parker har efterladt et indtryk af, at der er flere kokke om tilberedningen af byens parker. Stierne og belysningen hører under en anden forvaltning end den forvaltning, der står for vedligehold af beplantning. Arbejdsdelingen i kommunen deler ansvaret for parkerne efter funktioner.
Står bænken med brændenælder der stadig, fordi afdelingen for brændenælder venter på afdelingen for bænke? Eller omvendt?
Papir frem for praktisk arbejde?
Eller kommer papirarbejde frem for det praktiske arbejde i marken? Der er en parkudviklingsplan på vej. Det er der kommet et positivt samarbejde ud af mellem den kommunale forvaltning og borgerne i Hasle. Se artiklen ’Parkudviklingsplan for Hasle på vej’. – Men bruges tiden og kræfterne ved skriveborde og i mødelokaler i stedet for på brændenælder i en ødelagt bænk?
En ødelagt bænk med brændenælder i en park rejser en del spørgsmål. Kan nogen hjælpe med at finde svar?