"Jeg synes det er spild af jeres penge og min tid, at jeg skal bruge så meget tid på at skralde. Hvis man lægger de timer sammen vi bruger, svarer det til en hel arbejdsdag for en mand hver dag. Det betyder, at andre ting må vente," siger John Johansen.

Grønne fingre – gode ideer
Før han blev ansat i AAB har han været hos Hofmann & Sønner – et firma som arbejder med anlæg og vedligeholdelse af grønne områder. John Johansen går op i sit arbejde. Hvis han begynder på noget, vil han også gerne gøre det færdigt, men det kniber ofte med tiden, fordi så meget af en arbejdsdag går med, at de grønne fingre, iført arbejdshandsker i stedet må løfte fejlanbragte sorte plasticsække.

Sporer affaldet
"Jeg kan åbne sækken og se hvor affaldet kommer fra. Det er ikke sorteret, så navn og adresse står på reklamerne. Jeg stiller det tilbage foran folks dør. Tidligere ringede jeg på døren, men det er jeg holdt op med, fordi jeg bare får beskidte svar," fortæller John Johansen. Han tilføjer, at adressemærkaterne nogle gange er fjernet, og det gør det sværere – men ikke helt umuligt – at spore affaldets ejermand.

To sække bliver til fem

"Det viser, at folk har gjort det flere gange, og at de er totalt ligeglade. Det kan selvfølgelig godt tage noget af arbejdsglæden. Der er langt mere tilfredsstillelse i at have planlagt et pænt grønt område og så se det realiseret på den måde man har tænkt sig. Hvis vi har anlagt en pæn beplantning, kan beboerne få glæde af det mange år efter. Det er anderledes med skraldet. Man kan begynde forfra hele tiden uden at det er til glæde for nogen. Men det skal gøres, hvis der først ligger to sække, bliver det hurtigt til fem."

John har vedligeholdt grønne områder i snart sagt alle almene boligafdelinger i Århus. Hans erfaring er, at det normalt hjælper at snakke med folk, der "dumper sække," men det er ikke tilfældet i Trillegården.