Mandag kunne aarhusvest.dk fortælle, at Gellerup Højskole efter al sandsynlighed kommer til at have til huse i tre blokke på Hejredalskollegiet. Til enhver højskole hører et undervisningsprogram og ikke mindst arrangementer som appellerer bredt og folkeligt.

Den 11. oktober kl. 20.00 må du lade videoen optage "Forbrydelsen" og i stedet gå til koncert med hele to spændende bands, nemlig "Zar" og "Von Daler Low Pressure". Det er beboerhuset Tousgårdsladen på Edwin Rahrsvej, der er rammen om højskolens arrangement. De to medvirkende orkestre er inspireret af henholdsvis nordisk folkemusik og argentinsk tango. Dobbeltkoncerten er en del af et større kulturelt initiativ,  World Nordic Xchange Festival, der har til formål at præsentere musik på tværs af sprog og kultur.
Foruden lyrisk og sensuel musik bliver det også ved denne lejlighed at Gellerup Højskole præsenterer sit sæsonprogram for 2010. Højskolen byder desuden på en let forfriskning.