Boligsocialt arbejde ligner ikke primært en kommunal opgave, hvis man alene ser på økonomien bag den boligsociale indsats i Vestbyen.
Eksempelvis bidrager Århus Kommune – i følge direktør Allan Søstrøm fra Østjysk Boligadministration – med 753.000 kr. af 15 mill. til den fireårige boligsociale helhedsplan for Bispehaven (se også artiklen ’Trivselshuset ramme om mange aktiviteter i Bispehaven’). Den store bidragyder til det boligsociale arbejde er Landsbyggefonden, som henter sine midler fra lejerne i den almene boligsektor.
Er boligsocial indsats en kommunal opgave?
Spørgsmålet til byrådskandidaterne i denne udgave af elektronisk vælgermøde er, om de støtter øgede kommunale bevillinger til boligsocialt arbejde i udsatte bydele.
Det hører dog med til det billede af den kommunale indsats, at kommunen samarbejder med lokale kræfter og lægger arbejdskraft i deltagelse på det boligsociale område. Det er fremhævet af Trivselshusets leder Pia Mortensen. Og det fremgår af artiklen ’Vellykket boligsocial indsats’ .
Derfor efterlyser vi også byrådskandidaternes holdning til samarbejde og involvering af kommunale medarbejdere i boligsocialt arbejde.
Formål med boligsocialt arbejde
Boligsocialt arbejde er centralt for at løse problemer med unge. Det var budskabet fra et møde i Bispehavens Trivselshus, som er omtalt i en artikel på Aarhusvest.dk den 5. marts 2009. Det formål blev formuleret af SSP-konsulent Jacques Royal, Høje Tåstrup.
Formanden for Bispehavens Afdelingsbestyrelse Leif Scherrebeck understreger i artiklen ’Positiv udvikling uden at rive boliger ned’,  at der er behov for forebyggende boligsocialt arbejde over for børn og unge, og at isolerede grupper også bør være et formål for boligsocial indsats.
I en kommentar til midler fra Landsbyggefonden til Herredsvang siger Kulturhusets leder Susanne Bøgelund, at der er brug for pengene til at fremme trivsel, borgerinddragelse og tilknytning til arbejdsmarkedet (se artiklen ’Millioner til Herredsvang i helhedsplan’ fra den 27. marts 2009).
Næstformanden i Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen ser boligsociale midler som en fremrykning af indsatser i forhold til den samlede helhedsplan for Gellerupparken/Toveshøj. (se artiklen ‘Gang i helhedsplan med boligsociale midler’ ).
Det fremgår af et interview med Boligselskabet Præstehavens direktør Allan Søstrøm, at der i allerhøjeste grad er brug for det boligsociale arbejde. Også for at fastholde positive udviklinger. (Se artiklen ’Bispehaven, nu med godt image og pænt renomme’ fra den 30. maj 2008).
Se svar og kommentarer fra byrådskandidater onsdag den 28.oktober.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.