Spring på cyklen i vandet! Jo, den er god nok – der er cykler i vandet i Gellerupbadet, og de bruges til aqua-spinning.
Fra og med december er der AquaSpinning i Gellerupbadet, og i hele december er det ganske gratis.

Mange kender spinning på land, men nu er det tid til at prøve kræfter med spinning i vand. Mandag den 30. november 2009 starter det første AquaSpinning hold i Gellerupbadet, hvis man tilmelder sig på www.by-bevaegelse.dk.

AquaSpinning bliver en fast del af Gellerupbadets øvrige aktiviteter, som spænder vidt lige fra BabySvømning, seniorsvømning, kvindesvømning til Fed Ferie i skolernes ferie, hvor børn kan boltre sig i vandet.

Klippekort
Fra januar 2010 foregår betalingen til AquaSpinning med et klippekort. Med et og samme klippekort er der mulighed for aktiviteter både på land og i vand – BabySvømning (Gellerupbadet og Badeanstalten Spanien), VandGymnastik (Århus Svømmestadion), RytmeRangle (Århus Svømmestadion) og nu også AquaSpinning i Gellerupbadet.

Fakta om aquaspinning
Aquaspinning styrker musklerne og konditionen forbedres. Ydermere kan man udnytte modstanden i vandet til andre øvelser og dermed få en komplet træning af hele kroppen.
Man kan bruge vandet omkring cyklen til træning af arme, baller, hoftebøjer, etc. – alene ved at bruge vandet som modstand for bevægelsen. God forbrænding ved høj kadence med belastning. Musklerne kan trænes hårdt i vandet, med mindre belastning på knogler og led, da kroppen vejer meget mindre i vand.