I Gellerup boede der en ung pige. Hun hed Helle og havde boet der i mange år. Hun holdt meget af området og gik ofte tur og faldt i snak med andre beboere. Helle fik mange gode historier på den måde, og da hun godt kunne lide at skrive, udgav hun sammen med andre beboere et blad, hvor alle historierne blev fortalt.

Et mageløst syn
Fordi der boede så mange mennesker, var der også brug for nogle forretninger. Alle forretningerne blev samlet i store centre. Her kunne folk købe julegaver til overmål. Der var et almindeligt shoppingcenter, som man finder dem mange steder i de større byer, men tæt på Ringvejen lå endnu et center, og det var helt anderledes. Her mødtes man af smag, duft og synsindtryk fra alverdens lande. Næsten alt kunne man købe billigt der. Aviser og fjernsyn fortalte vidt og bredt om det eksotiske butikscenter – hver dag valfartede turister i store busser hertil for at se centret med egne øjne. Og ganske mageløst var det.

Et smørhulsland
Som en særlig service for de mange borgere i området var der et posthus, hvor man kunne sende sine julekort og en bank hvor man hævede sine penge, sparede op eller fik vekslet fra danske kroner til fremmed valuta. Fordi Danmark er et rigtigt lille smørhulsland var der desuden et særligt kontor. Her kunne folk fra lokalområdet henvende sig, hvis de havde svære problemer, for eksempel hvis de ikke havde arbejde eller var i rigtig dårligt humør i længere tid.

Hurtigt Nissenet
Alt dette vidste Far Vesti. Han havde sat sig grundigt ind i sagerne ved at surfe på Nissenettet. Nissenettet er omtrent det samme som menneskenes internet, men i Nisselandet Langt Borte er alting trådløst og telepatisk. Det er grunden til, at Nissenet er langt bedre og hurtigere end vores Internet. Det går aldrig ned fordi ingen graver kabler over, det er helt gratis og hver nisse har det med sig fra fødsel til død. Selv om nisserne bruger Nissenettet både på arbejde og hjemme hele tiden, betaler de heller ikke skat af det, sådan som vi mennesker er nødt til.

Dø ikke – lev sundt
– Du rynker panden, bemærkede Mor Mølle, da Far Vesti denne aften så mere bister ud end sædvanligt.
Var det fordi Far Vesti var træt af at spise risengrød med smørklat i midten? Det tror du måske, men der er det ved nisser, at de kun spiser risengrød. Da de ikke kender andet, savner de det heller ikke. På den måde er nissernes liv nemt. Rundt om i Vest skød det ene sundhedsprojekt efter det andet op – så mange at ingen mere havde tal på dem. Her blev folk tit oplyst om, hvordan de skulle leve for ikke at dø af det. Eksperter fortalte dem, hvordan man undgik at tage mange kilo på hver jul. Men det var ikke dét, der var Far Vestis problem.

Den bedste gave
– Jeg tænker over, hvordan jeg bedst hjælper i Vest. Vi har kun til juleaften og det er meget kort tid til alt det, vi skal nå, sagde han. Og så fortalte han med store armbevælgelser om, hvordan byens råd, der logisk nok hed byrådet, havde store planer for at gøre det gode område endnu bedre, så Helle og de andre beboere kunne blev endnu gladere for at bo der.
– Jeg vil gerne give dem en julegave, der hjælper de store planer på vej, men jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad det skal være, sagde Far Vesti.