"Der er pensionister, hvis ’julemiddag’ består at opvarmet frostmad."
Det udsagn kommer fra Ena Jarland, der er formand for Ældrebrugerrådet ved Hasle Lokalcenter. Hun forudser, at frostmaden måske ikke en gang vil blive taget frem juleaften: "Nogle har måske købt sig en skive laks til et stykke brød, mens andre blot smører sig en ostemad."
Samtale om ældres vilkår
Ena Jarlands kritik af den behandling, der kan blive ældre til del, falder i en samtale med Hanne Vinther, der som nyvalgt byrådsmedlem med plads i udvalget for sundhed og omsorg fremover bl.a. skal beskæftige sig politisk med de forhold, vi byder vore ældre.
Formålet med samtalen var at give Hanne Vinther et indblik i den virkelighed, som Ena Jarland i sit arbejde med ældre og ældres vilkår oplever. Men samtalen udvikler sig hurtigt til en dialog med både Ena Jarland og Hanne Vinther som ivrige forkæmpere for bedre vilkår for ældre uden fede pensioner og friværdier.
"Vi hører for lidt om urimelige vilkår," siger Ena Jarland: "Mange af de ældre klager ikke. Det ligger ikke til dem, og måske bryder de sig heller ikke om at skilte med, at de er fattige."
Hanne Vinther bekræfter, at fattigdom er noget, man helst ikke taler om. Hun ser også ensomhed som et problem. Ena Jarland tilføjer, at ensomhed mest et problem for ældre i eget hjem.
Spar på rapporter og kontrol!
Ena Jarland og Hanne Vinther er rørende enige om, at der skal bruges kræfter og energi på direkte hjælp og ydelser til ældre i stedet for rapporter og kontrol. "Vi skal turde stole på vores personale," forsikrer Hanne Vinther. "Ja," svarer Ena Jarland, "og vi skal lytte til personalets sunde fornuft. Magten skal ud til dem, der ved, hvad det drejer sig om."
Der skal være plads til at yde social omsorg. Begge ser gerne, at en hjemmeplejer f.eks. nedprioriterer en visiteret rengøringsopgave til fordel for hjælp til en ældre med en blomst på ægtefællens grav ved juletid. Plejepersonale skal ikke være nødt til at sige nej til det, de helst vil gøre for at yde god pleje.
Hanne Vinther og Ena Jarland erkender, at det kan give fejl, men det kan der som regel rettes op på uden de store problemer. Og i hvert fald vil Hanne Vinther gerne være med til at rydde op i ineffektive kontroller
Samtalen fortsætter, og der udveksles telefonumre med henblik på at holde forbindelsen ved lige.