Rejs til Australien og efterlad din mand og dine to døtre på 14 og 16 år i Danmark, du opfylder ikke tilknytningskravet. Denne barske beked har Vinne Tola og hendes familie fået fra Udlændingeservice. Nu håber den irakiske familie, at nogen vil tage sagen op.

"Vi føler os som numre og ikke som mennesker," siger Vinne Tola, der oprindelig er IT-uddannet i Australien. Hendes mand, Thomas Tola, er uddannet automekaniker, men har også i en periode fungeret som translatør fordi han er god til engelsk.

I klemme
Thomas Tola kom første gang til Danmark i 1985. Han og de to piger har dansk statsborgerskab. Vinne, derimod, har australsk pas og dermed risikerer familien også at blive splittet, hvis Thomas og de to piger, Christina og Daniella, følger med Vinne til Australien, blot med den forskel, at det så er ham, der risikerer at få problemer med opholdstilladelsen i Australien, hvor reglerne også er blevet strammet.

Hvad skal der ske?
Familien tager imod Borgerportalen på en søndag. Det tidspunkt passer bedst, for Thomas kører taxa – ofte ti timer om dagen.  Han er bekymret for, hvad der skal ske med de to piger, hvis det går som Udlændigeservice vil og Vinne bliver nødt til at rejse til Australien:

"Hvordan skal de klare sig, når jeg  arbejder så mange timer om dagen?" spørger han og spørgsmålet bliver hængende i luften.

Skriftlig henvendelse
For en udenforstående er det svært at forestille sig, hvilke følelser, der er på spil i en velfungerende familie, der er kommet i en så svær situation.

"Det  er meget hårdt. Vi har forsøgt at komme til at tale med sagsbehandleren i Udlændingeservice, men de vil ikke tale med os," siger Thomas Tola. Af sagsakterne fremgår da også, at al kommunikation med Udlændingeservice skal foregå skriftligt.

Mere dansk end danskere
Thomas Tola giver en række eksempler på, hvordan familien fra starten har forsøgt at blive integreret i det danske samfund.

Hvis denne sag ikke var kommet i vejen, kunne Vinne med stor sandsynlighed have fået arbejde på vaskeriet på Skejby Sygehus.

Vinne er et aktiv for Kulturhus Herredsvang, hvor hun har været med til at etablere husflidsbutikken, hun har også været hjælper på de populære cykelkurser for indvandrekvinder. I talrige sammenhænge har hun hjulpet til i Cafeen på Kulturhus Herredsvang.

Andre eksempler på, hvordan familien integrerer sig:

  • Thomas har fast arbejde som taxachauffør
  • Familien har et stort dansk netværk. "35 danskere var med til vores bryllup", siger Thomas Tola.
  • Familien har travet Århus tynd for at lære byen at kende som deres egen.
  • Hver uge har de lånt lydbøger til pigerne på hovedbiblioteket, så pigerne hurtigt kunne blive dus med det danske sprog.

Mønsterelever
Christina og Daniella har lært sig dansk på kort tid. De går på Hasle Skole og er meget aktive og hjælpsomme overfor deres kammerater, når de deltager i aktiviterne i ungdomsklubben Klub2teket i Herredsvang. Begge piger vil gerne være læger og siger, at de aktiviteter, der tilbydes til børn og unge i Danmark er langt bedre end i Australien. Derfor vil de gerne blive.

Fra oktober 2008 – hvor pigerne kom hertil – og til nu, er det lykkedes dem at mestre et accentfrit og nuanceret dansk sprog. I forvejen taler de arabisk, assyrisk og engelsk. De får karakterer som mange danske kammerater må blive misundelige over, og som deres forældre stolt viser frem.

Kort frist
I følge Udlændingeservice skal Vinne pakke sin kuffert, tage afsked med familien og være på vej til Australien senest den 19. februar. Indtil da, kan familien kun frygte det værste og håbe på et mirakel. Borgerportalen følger sagen.