Debatten er rødglødende i øjeblikket. Må Gellerup få en Moské, og hvorvidt medvirker en Moské positivt til integrationen i Gellerup og til områdets image?
Arkitekt, Lærke Munk, er ikke i tvivl om, at en Moské i Gellerup vil få muslimer til at føle sig mere anerkendt i det danske samfund. I det sidste halve år har hun derfor fordybet sig i Gellerups kultur og landskab og på denne baggrund udformet et forslag til en Stormoské og et islamisk center i Gellerup.
Projektet er Lærke Munks afgangsprojekt på arkitektskolen. Borgerportalen var med under hendes fremlæggelse af projektet.
Det symbolske bjerg
Lærke Munk har især arbejdet med at forene en islamisk kultur og identitet med den danske arkitektur og byggestil. Hun har derfor ikke bygget en klassisk Moské med kuppel og minerater, men i stedet fokuseret på religiøse symboler.
Lærke Munks Moské fremstår derfor i sin arkitektur som et bjerg. Bjerget er i flere religioner kendt, som det sted Gud åbenbarer sig for mennesket.
Det er på bjerget, at Moses får overrakt de ti bud. Det er på bjerget Jesus holder sine prædikener, og det er i bjerget at Muhammed får sin første åbenbaring. Det symbolske bjerg er derfor grundideen bag Moskéens fysiske byggeform.
En moderne Moské
Lærke Munk sigter mod at forene de muslimske traditioner med nykulturelle forståelser. Hendes Moské afspejler derfor også både muslimsk, dansk og nykulturel identitet.
Den nyuddannede arkitekt har bygget Moskéen i dansk tegl, men udformet mønstret med inspiration fra gamle muslimske mønstre. På denne måde nyfortolker hun Islam i en dansk arkitektonisk kontekst.
Indretningen i Moskéen er også udtænkt, så det både tildeler islam respekt og afspejler nykulturelle udviklinger. F.eks. er kvindernes og mændenes bedesale adskilte, men kvinderne har i form af en balkon stadig udsyn til Imamen og til lyset fra mekka.
Moské i Gellerup: Århus varemærke
Lærke Munk ser en Moské i Gellerup som Århus’ nye fixpunkt, på samme måde som Aros er et fixpunkt og varetegn for byen.
Placeringen i Gellerup skal derfor også binde bydelen bedre sammen med resten af Århus. Folk vil forhåbentligt strømme til Gellerup for at se Århus nye varetegn, tror Lærke Munk.
Lærke Munks plancher udstilles i øjeblikket på arkitektskolen og på skolens hjemmeside www.aarch.dk. Her kan interesserede læse mere om hendes tanker bag Moskéen og det islamiske center.