Den nye Rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen indrømmer i en kommentar til Aarhusvest.dk, at de 4,4 mill. støttekroner, der i december blev fordelt til bygning og renovering af fritidsfaciliteter gik uden om Vestbyen med de store almene boligområder.
Også de kommunale støttekroner til foreningsaktiviteter har det med at gå uden om Vestbyen. Den danske tradition for at bruge midler til fritidsaktiviteter som støtte til foreningslivet begunstiger de bydele, der har resurser til et varieret foreningsliv og til at gøre sig gældende som ansøgere til de kommunale midler.
Behov for kommunal indsats
Det betyder, at der mangler foreningsskabte fritidstilbud til børn og unge i Vestbyen.
I publikationen ’En bydel blev sat i bevægelse’ om Urbanprogrammet 2002-2007 lover Borgmester Nicaloi Wammen i forordet, at Århus vil bygge oven på erfaringerne fra Urbanprogrammet. En af erfaringerne er netop, at der er "— brug for at prioritere investeringer og støtte til fritidssektoren i Vestbyen, selv om borgerne her måske ikke er så gode til at gøre politikere og offentligheden opmærksom på, hvad der er brug for, som borgere andre steder er." (’En bydel blev sat i bevægelse’, side 25).
Da Marc Perera Christensens forgænger på rådmandsposten for Kultur og Borgerservice, Jacob Bundsgaard Johansen, tiltrådte i foråret 2009, gav han udtryk for, at deltagelse i kultur- og idrætsliv ikke skal være afhængig af social baggrund. Men han erkendte samtidig, at det stadig kniber i f.eks. Århus Vest. Støttekroner fra Kultur og Borgerservice er afhængige af den lokale aktivitet og det lokale foreningsliv. Det betyder færre tilbud til børn og unge på grund af et mindre aktivt foreningsliv end i byens mere velstående bydele.
Resultater af frivillig indsats
På trods af de ulige vilkår skaber frivillige og aktive i Vestbyen bemærkelsesværdige resultater. Politiet fremhæver lokale foreningers og andre aktives indsats i forebyggende arbejde som en medvirkende årsag til markant fald i kriminalitet. Fra andet professionelt hold lyder det, at forældre, beboere, frivillige, foreninger er blandt de gode kræfter, der bidrager til, at gruppen af kriminelle og ballademagere ikke får følgegrupper, medløbere eller publikum.
Huslejefinansiering
Ikke desto mindre stiller Rådmand Marc Perera Christensen sig i en kommentar til Aaarhusvest.dk tilfreds med, at der gøres en særlig indsats i de udsatte bydele i form af såkaldte helhedsplaner: "Jeg mener ikke, at der skal iværksættes flere initiativer, før vi kender effekterne af det, vi allerede har sat i gang."
Der er ganske rigtigt, som Marc Perera Christensen påpeger i sin kommentar, sket udvikling af fritidstilbud i Vestbyen. Men skal investeringer og støtte til fritidssektoren i Vestbyen være afhængige af boligsociale midler fra de almene boligafdelingers budgetter og tilskud fra Landsbyggefonden, alt sammen finansieret af huslejer fra beboerne i det almene boligbyggeri?