Noget så ulækkert som snot og spyt er ofte at finde i opgangene i Gellerup og Toveshøj. Nogle temmelig utjekkede beboere kan ikke finde ud af at bruge et stykke papir, så det må de lære.
Det hjælper faktisk at bruge kampagner, så nu kommer der en ny af slagsen. Ulla Bording Jørgensen fra Meyerne i Brabrand Boligforening fortæller:
"I 2008 kørte vi Trin for Trin, og i den periode forbedrede 35 procent af opgangene sig betydeligt, og vi følger nu op med en ny smileykampagne, der skal køre i hele marts måned."

Smileys hver fredag
Alle opgange i Gellerupparken og Toveshøj bliver hver uge vurderet i forhold til, hvor godt beboerne passer på deres egen opgang. Hver fredag hænger Meyerne smileys op i alle opgange.
"Meyere vil besøge beboerne i beskidte opgange og hjælpe med at finde løsninger på problemerne. Bl.a. vil vi vejlede om, hvordan man tilmelder sig ordningen ”Nej tak til reklamer”," fortæller Ulla Jørgensen.
Derudover vil Otto og Affaldsklovnen være at se på plakater i lokalområdet og på videoklip på Youtube.
Se videoklippet ”Reklameklovnen” på Youtube 
Pænere opgange i 2008
I 2008 viste de tørre tal, at Trin for Trin-kampagnen hjalp. Dette var status en måned inde i den kampagne:
På Toveshøj er antallet af meget grimme opgange over fire uger blevet reduceret fra 10 til 4 – altså en reduktion på 60%. Omvendt er der hvad angår meget pæne opgange sket en forøgelse fra 5 til 12, hvilket vil sige en forøgelse på 58%.

I Gellerupparken er der også tale om fine tal – faktisk endnu bedre. Antallet af meget grimme opgange er gået fra  107 til 25! – det vil sige en reduktion af grimme opgange med 74,6%! Omvendt er antallet af meget pæne lejligheder gået fra 25 til 46 – altså en stigning på 45,6%. På Gudrunsvej er der tale om en stigning på 100 % – fra 0 til 4.