Måske undrer det politikere i Århus Byråd, at nedrivning kan være et hovedtema i debatten om en helhedsplan for Gellerupparken og Toveshøj. For er helhedsplanen ikke et tilbud, som beboerne burde være himmelhenrykte for?
For at forstå reaktionen fra beboere er det nyttigt at gøre sig klart, hvad der er tale om. Når det gælder nedrivning, er nemlig tre vidt forskellige ting i spil.
Nemt at rive blokke ned
Det ene er ’blokke’. Det har typisk været det, politikere med nedrivningskrav har talt om. Som betingelse for at være med i en helhedsplan kræver de, at der tyndes ud i de mange blokke i Gellerup. Der kan sagtens undværes tre til seks stykker. Og hvad skulle der egentligt være i vejen for at skaffe sig af med nogle af de her ’blokke’, der aldrig har haft en særlig positiv klang i hverken dansk sprogbrug eller boligpolitik. Tilmed lyder ’blok’ i manges ører som samlingssted for alskens slags problemer. Ved jorden at blive tjener som bekendt dansken bedst.
Muligt at rive boliger ned
Det andet er ’bolig’. Det er en byplanmæssig størrelse, der er mange flere af end blokke i Gellerup. Men ’bolig’ er samtidig en neutral ting. Det kan planlæggere og andre embedsmænd forholde sig til uden at komme på kant med fagligheden. Og det kan være det sprog, politikere anvender, hvis nedrivning ikke lige er deres mærkesag.
Svært at rive hjem ned
Det tredje er ’hjem’. Det er den størrelse, beboere i Gellerup oplever som truet af nedrivning i fremlagte modeller for en helhedsplan. De fleste mennesker har et personlig forhold til det, de kalder deres ’hjem’. Og til det sted, der rummer deres hjem. Godt nok flytter mange en eller flere gange i deres voksenliv. Men for de fleste sker det med følelse af at miste noget. Og helt galt bliver det da, hvis flytningen er tvang og ikke forbundet med et positivt valg og en fremtid med nye personlige muligheder.
Politikere og beboere taler ikke fælles sprog 
Man kan tale forbi hinanden, selv om dansk er fælles sprog. Vil politikere prøve at forstå beboere, må de komme beboernes virkelighed i møde på beboernes præmisser.
Udsigten fra rådhuset er anderledes end udsigten fra en lejlighed i Gellerup. Og i byrådssalen er det vist lettere at kræve blokke eller boliger end hjem nedrevet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.