Lektiehjælpen Tusindfryd i Gellerup havde torsdag fint besøg.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i disse dage er på skole-turné i forbindelse med regeringens 360 graders serviceeftersyn, slog lige et smut forbi og fik sig en sludder.
En mand, der skaber tillid
Nåe ja, så jovialt var det vel heller ikke, men det var en rigtig god oplevelse at se landets ikke-kongelige førstemand slå sig ned ved et skolebord og med hånden under kind og ansigtet vendt bort fra den blitzknipsende tilskuerskare helt koncentreret i samtale med lektiehjælpens brugere.
Uden for hørevidde af den dæmpede samtale fornemmede man, hvordan ministeren spredte ro og tillid i den lille gruppe, han netop nu befandt sig i, så både elever og lektiehjælpere fortalte, gestikulerede og lo frit og utvungent.
Et besøg som så mange andre
Besøget startede, som den slags nu gør, lidt forsinket og med en vis nervøs sitren i luften.
Formand for Tusindfryd Søren Pretzmann, regionskonsulent i Dansk Flygtningehjælp Hans Bo von Petersen og afdelingsbibliotekar Lone Hedelund bød efter tur den prominente gæst velkommen.
Ministeren på sin side takkede og fortalte, at han havde glædet sig til besøget, samt at han glæder sig over alle disse indvandrer-piger, der uddannelsesmæssigt er på højde med de danske drenge. Og han pointerede, at det jo ikke er en udvikling, det er kommet hen over natten, men er et resultat af initiativer taget for mange år siden.
Ser lektiehjælpen i funktion
På vej ind ind i det lille 3-bords-lokale, hvor lektiehjælpen "bor", kom ministeren forbi en deltagerliste, hvor han bemærkede hvor mange forskellige nationaliteter, der deltager i projektet.
Så var der lige en lille pige ved det første bord, der skulle kigges over skulderen og svare på spørgsmål.
Ved næste bord satte han sig hos teenagepigerne Deqo Hussein Mohamed og Sheran Hussein og fik en længere snak.
Også tredje bord, hvor bl.a. Yasmin Awad og Mette Bach Olesen var igang med skriftligt engelsk, fik Lars Løkkes opmærksomhed.

Samtalebrudstykker fortalte om ministerens interesse for Yasmins baggrund og nærmere geografiske hjemsted. Lidt senere konkluderede han, at hendes danske var selvlært.
"Mig"og ministeren
Efter besøget i Tusindfryd og en kort rundvisning på Community Center Gellerup – i daglig tale bare Gellerup Bibliotek – på vej hen til Folkeinformation og lidt snak om Helhedsplanen med Tine Enkelund forekom et lille optrin. I al ro og orden forstås, der var jo både vagter omkring ministeren, politibetjente ved yderdøren og ingen problemer overhovedet.
Der var bare en lille mørk mand, som gerne ville fotograferes sammen med landets statsminister. Og det blev han så.

– Det må da bestemt gi’ prestige i deres kultur eller for så vidt også i Danmark, de indfødte er vist bare ikke så frimodige at de tør spørge, så i stedet trækker de på smilebåndet og husker det som en god og varm oplevelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.