Gellerup og Toveshøj er ved at forberede en grundlovsfest 5. juni, som tilfører den gammeldanske gode tradition et pift af mangfoldighed. Forberedelsesgruppen ønsker, at mange foreninger og personer går sammen om dagen, så den inviterer til to planlægningsdage, den første allerede mandag den 10. maj.
Gia Zwettler er en af initiativtagerne, og hun skriver i beboerbladet Skræppebladet blandt andet:
Grundlovsdag den skal fejres med en stor fest for alle i Gellerupparken og Toveshøj. Vores ønske er, at det bliver en dag, hvor vi styrker fællesskabet, mangfoldigheden – og synliggør for omverden, at Gellerupområdet er et dejligt sted at bo.

En festdag med mange aktiviteter

Programmet er endnu ikke endeligt fastlagt, men der er allerede masser af gode idéer. Blandt andet påtænker vi at starte dagen med et optog gennem området, en scene med lokale musikere mm., masser af lege og konkurrencer, gøglerforestilling med Cirkus Tværs, indvielse af den nye grusfodboldbane og så selvfølge en grundlovstale eller måske flere.

Samarbejde på tværs af landet
Vores lille planlægningsgruppe er også blevet kontaktet af det nystiftede Nydansk Ungdomsråd, som gerne ville lave en mere alternativ og mindre støvet grundlovsdagsfest her i Gellerup, så de kommer også med nogle frivillige, masser af goder idéer og en pose penge. Det nye råd vil også gerne samtidigt arrangere grundlovsdagsfester i Mjølnerparken og Vollsmose, skriver Gia Zwettler.
Planlægningsdage i Yggdrasil:

  • Mandag d. 10 maj kl. 16.30 – 18.00
  • Onsdag d. 2 Juni kl. 16. 30 – 18.00

Har du ikke mulighed for at deltage, men interesseret i at være med, så kontakt Gia på 31 13 18 80 eller giazwettler@hotmail.com