Da Livsværkstederne med Cafe Vita i Gellerup fejrer sin 10 års fødselsdag, tester gæsterne mad fra Livsværkstedernes eget køkken.
Det sker ifølge Livsværkstedernes leder Verner Karkov som led i en vurdering af basis for at udbyde mad i frossen tilstand fra køkkenet til bestilling på internettet.
Receptionsgæsternes reaktioner tyder på udsigt til succes med et sådant nyt tiltag fra Livsværkstederne.
‘Splittergal’ underholdning
Fødselsdagen startede allerede om formiddagen i foyeren ud for Gellerup Bibliotek med optræden af ’De Splittergale’. Underholdningen spænder fra smægtende spanske sigøjnertoner sunget med akkompagnement på savblad og harmonika og til smeltende dansk gårdsang akkompagneret på rumsterstang og olietøndebas.
Blandt ’De Splittergales’ instrumenter ses desuden vaskebræt, kaffekander, båthorn, pilleglas og kokosnød-bh trakteret med grydeskeer.
’De Splittergale’ tester en stikpille mod ikke mindre end alle psykiske sygdomme. Noget usædvanligt indtages pillen gennem navlen. Med en størrelse som flise må pillen forsøges banket ind i forsøgspersonen med en drabelig forhammer. Forsøgspersonen slipper uskadt, men ’flisepillen’ holder ikke til behandlingen.
Historiefortælling med indisk dans
Eva Behrens introducerer og viser indisk dans. Den 2000-årige tradition er udtryksfuld og mimisk fortællende. Trin, krop og håndbevægelser har betydninger, der oprindeligt fortalte hinduistiske historier. Illustrativt vist og smukt udført af Eva Behrens. Musikken præget af slagtøjsinstrumenter leveres med en højtalerstyrke, der markant indrammer dansens ynde og historiefortælling.
Santor-musik
Om eftermiddagen i Cafe Vita lyder akustisk sprøde toner fra Touraj på iransk santor. Instrumentet har været kendt i mere end 2000 år, og det har 72 strenge og spænder over tre oktaver.
Til lykke fra Borgmester og Socialrådmand
Blandt receptionsgæsterne er borgmester Nicolai Wammen. Han bringer en tak fra Århus Kommune til alle, der bidrager til, at Livsværkstedernes værdier står stærkt og fortsat vil gøre det. Og socialrådmand Hans Halvorsen bekræfter Kommunens fortsatte engagement som medspiller med plads i Livsværkstedernes bestyrelse.
Sidste arbejdsdag efter alle 10 år
Fødselsdagsreceptionen forløber ikke uden tårer. Livsværskstederne og ikke mindst Livsværkstedernes brugere tager en varm afsked med Jette Hansen, som har været med siden starten for 10 år siden. Men hun har valgt fødselsdagen som sin sidste arbejdsdag.
Mere om Livsværkstederne
Livsværkstederne har udgivet et jubilæumsskrift. Læs mere om det, fødselsdagen og Livsværkstederne i kommende artikler på aarhusvest.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.