På dagen, hvor det danske landshold skulle vise VM-formen, skulle det nye rapcenter i Bispehaven også vise potentiale.    

Det skete ved centerets officielle åbning, hvor lokale rappere gav smagsprøve på deres musik, og hvor forskellige talere kom med motiverende ord til centerets brugere og medarbejdere.

Rosende ord fra flere kanter
Og opbakningen til projektet var stor:
”Rapskolerne har vist det kunstneriske potentiale, som ligger i områder som Gellerup og Herredsvang. Rapskolerne fortjener fuldt ud den krone på værket, som dette center er,” lød det fra Jacob Bundsgaard, som er Børn og Unge-rådmand i Århus kommune.
Jens Møller, leder af det Boligsociale Fællessekretariat, havde også  medbragt ros til projekt rapskolen og det nye rapcenter:

”Medarbejderne i projektet har gjort flere ting rigtigt i forbindelse med etableringen af det nye rapcenter. De valgte bl.a. at starte rapskolerne op ude i lokalområderne, og på baggrund af det lokale fundament udviklede de ideerne til et rapcenter.”    

Kulmination af to års arbejde
Efter snart to år med succesfulde rapskoler i de lokale klubber i Århus Vest og Viby Syd er centeret nu klar til at tage hånd om de første elever.

Rapskolerne skal fortsat fungere i de lokale klubber, men de elever, som er ekstra motiveret for at dyrke musikken, kan få et tilbud om at starte i rapcenteret.

Her står rapcenterets nye leder, Rasmus Brandt Lauridsen, klar til at tage imod de unge talenter.

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen de unge om at lave spændende projektplaner for deres fremtidige musik-vej,” lød det fra Rasmus, da han takkede de fremmødte for deres opbakning til centerets opstart.