For andet år i træk er børn i Bispehaven tilbudt en voksenkontakt i måneden før skolernes sommerferie, og perioden slutter på onsdag den 23. juni.
"Sidste år var tilbuddet til 30 børn og unge, men i år er det lykkedes at udvide til 40 børn fordelt på 35 voksne," fortæller Jens Winther fra Socialcenter Vest. Han varetager sekretærfunktionen for det tværgående Ledelsessamarbejdet i Bispehaven, som tog initiativet til det, der sidste år blev kaldt 30 + 30-projektet.
Mange flere børn med behov for voksenkontakt
"Vi kunne sagtens have fået 140 børn som deltagere," fortsætter Jens Winther, "og det krævede overvejelser at udvælge de 40 børn, der i år kunne blive plads til."
"Nu kalder vi det 30+," smiler Jens Winther, "selv om 30 + 30 egentligt havde at gøre med antal dage med voksenkontakt og dage med opfølgning derefter, – og ikke med, at det tilfældigvis sidste år lykkedes at skabe 30 kontakter."
Jens Winther oplyser, at udvælgelsen af børn er sket ud fra pædagogiske hensyn i et samspil mellem Trivselshuset i Bispehaven, Ellekærskolen og Klubben i Bispehaven. Aldersgrænserne er 8 og 14 år i modsætning til sidste år, hvor unge op til 17 år kom med.
Flere piger er med denne gang, ligesom der er flere kvinder blandt voksenkontakterne. Desuden er 75 procent af voksenkontakterne unge mellem 28 og 25 år. – "Ved udvælgelsen af børn er der i år lagt mere vægt på at få stille og kammeratløse børn med," tilføjer Jens Winther.
Åbne arrangementer
Dog pointerer Jens Winther, at alle andre børn har haft mulighed for at deltage i kontaktprojektets arrangementer.
Det har f.eks. været en hoppeborg og lørdagsarrangementer med Netto-cup på Bispehavens multibane, karateinstruktion og en store legedag med lege i fællesskaber, samt mandagsarrangementer på Klubbens legeplads med dyrehold.
"Men det vigtigste er ikke aktiviteter, men en voksen, der vil være sammen med et barn," lyder det med overbevisning fra en engageret Jens Winther.
Projektet har modtaget støtte fra Kommunens Børn og Unge-forvaltning.
Perioden før ferie vigtig
Perioden med voksenkontakt har været fra pinse til sankthans. Det betyder en afslutning ved Bispehavens sankthansfest onsdag den 23. juni kl. 18-22.
Måske har børn fået en sommerven at foretage sig noget sammen med i ferien. Det håber Jens Winther, men han understreger, at det er af stor betydning at sætte ind med 30+-tilbuddet i perioden før ferien, som er aktivitetsfattig og præget af skolegang med fokus på prøver og skoleårsafslutning.
"Der er jo mange tilbud i sommerferien," påpeger Jens Winther. Desuden fremhæver han forventningsfuldt Ellekærskolens sommerskole, som startede forsigtigt sidste år. Jens Winther tror på, at sommerskolen med tiden udvikler sig fra ferieaktiviteter til sommerhøjskole med faglige tilbud.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.