Så kom ugens gaveregn af tilbud på ting og sager, som vi ikke vidste vi manglede. Opfindsomme sælgere har gjort sig stor umage for at fremskaffe varerne. Og de har gjort sig om muligt endnu mere umage for at finde gode grunde til, at vi som kunder skal gå ud og købe "skramlet".
Jul i juni
Mere og mindre smagfulde påhit ses hver uge, men denne uges værste eksempel kommer fra Imerco.
De burde ha’ en præmie for "årets første juletilbud" og så ellers tvinges til at holde deres butikker lukket indtil 1. december.
Kun 186 dage til jul
Hva’ Fa…. ligner det at begynde nedtælling til julen allerede inden Sct Hans.
"Kun 186 dage til jul" står der på forsiden af deres annonceblad gældende fra 21. til 26. juni. Og så kører de ellers frem i bedste julestil med mandelgave, hjerter, nisser, gran og kugler.
Boykot Imerco
Jeg vil simpelt hen ikke længere handle i deres butikker, siger jeg til mig selv, i et forsøg på at dæmpe vreden.
De vil antagelig dække sig ind under, at det hele er ment som en sommerspøg, og så må man bare spørge: hvor mange hjerneceller kræves der for at synes, det er sjovt.
Finanskrisen igen igen
Troligt nok har de solgt mindre en vanligt på grund af finanskrisen. Ja, og så… det har stort set alle, der lever af handel, men det giver dem ingen ret til at bilde den danske befolkning ind, at vi nu skal begynde at julehandle allerede inden vi har fundet badedragten frem.
Et overgreb på vore bløde punkter
Det er simpelt hen overgreb på danskerne og deres bløde punkter. For vi har nok alle et lille blødt punkt, der er kamufleret under betegnelsen: jul.
Det punkt skal vi ha’ lov at ha’ i fred, i det mindste indtil hen efter efterårsferien.