På en lidt kedelig baggrund vil Gellerupbadets Venner blive genoplivet. Det var en avisartikel, der mobiliserede kræfterne igen, og de har allerede vundet en delvis sejr. Nemlig at undgå, at svømmebadet vil forfalde.
Midt i juni skrev Aarhus Stiftstidende, at den lovede renovering af Gellerup Badets ville blive udskudt på ubestemt tid.

Det fik de tidligere aktive i Gellerup Badets Venner til lynhurtigt at finde sammen for at lægge en strategi for, hvordan badet kan undgå at komme i et forfald, som måske kan ende med at blive begyndelsen på enden for badet, der senest var truet af lukning i 2006.

Badevennerne bad straks om foretræde hos Kulturudvalget for der at fortælle om, hvor vigtigt det er holde fast i den gode udvikling, som badet er inde i med over 8000 flere besøgende gæster de sidste to år.

Politikerne i kulturudvalget forsikrede delegationen fra støtteforeningen om, at der absolut ingen intentioner er om at lukke badet. Men der er bare ikke penge lige nu til at igangsætte den store gennemgribende renovering, som er beregnet til at skulle koste 26,1 millioner kroner.
Forening gendannes
Repræsentanterne fra Gellerup Badets Venner var glade for at høre politikernes forsikringer om, at badet ikke bliver forbigået med henblik på at lade det forfalde. Men for at sikre, at politikerne holdes op på deres ord om, at badet på et senere tidspunkt vil blive prioriteret, så vil de gamle støttevenner til september gendanne støtteforeningen.
Tid og sted for den genstiftende generalforsamling vil blive bestemt i løbet af sommerferien, så hold øje med indkaldelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.