Der er dobbelt-gevinst for beboerne i Gellerup: de ledige af slagsen kan lære at lave tv-optagelser i deres lokalområde, og nogle af produktionerne kan bagefter ses af alle beboere her på borgerportalen.
Det er et nyt projekt, vi taler om: "Filmprojekt Gellerup". Det henvender sig til ledige i Vestbyen, der kunne tænke sig at lære at lave tv i Gellerup med fokus på lokalområdet.
Filmprojektet er en knopskydning af TV-Basic, som er Århus  Kommunes tv-uddannelse. Gellerupprojektet vil i samarbejde med TV-Basic fungere som produktionsenhed og uddannelse – og ambitionene er en tv-station og dertil mulighed for sende via Kanal Østjylland.
Morten Steffensen fra TV-Basic er proiektleder og skal sammen med tv-lærer Rasmus Steffensen (nej, de er ikke i familie…) være de undervisende kræfter.
Elever skal der til
Men elever skal der naturligvis til. Projektet henvender sig til ledige fra 18 til 30-35 år, som har mulighed for at få et forløb på 3-12 måneder i et samarbejde med sagsbehandleren for den enkelte ledige eller kontanthjælpsmodtager
"Vi har allerede fået fire elever, og yderligere tre-fire står på spring," lyder det fra en optimistisk Morten Steffensen. Der må gerne være 12-15 på holdet, så der er plads endnu. Man kan springe på projektet når som helst.
Borgerportalen er med på en lille side-gren. Vi har tilbudt, at nogle af elevernes lokalt orienteredeproduktioner kan vises her på portalen, og det samarbejde er vi glade for. Måske udvikler samarbejdet sig yderligere i efteråret, men indtil videre handler det om at vise tv-produktioner.
De bliver fortrinsvis lavet med Gellerup-fokus.
"Vi tager udgangspunkt i det lokale, for Gellerup er en stor bydel, hvor beboerne har meget på hjerte," siger Morten Steffensen, der nævner Helhedsplanen som et af de vigtige omdrejningspunkter i projektet.
Interesseret?
Kontakt Morten Steffensen fra TV-Basic på 2521 4889 eller send en mail til fpg@tvbasic.dk
Elevern får praktisk erfaring med kamera, lys, lyd, redigering, musikvideo, reportage, interview og studieproduktion. Kurset foregår i lokaler på Tovshøjskolen. Med kurset har man gode chancer for at arbejde med eller uddanne sig inden for tv- og mediebranchen bagefter
www.tv-basic.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.