Efter en nogenlunde stille sommerperiode, hvor Vibysyd IF har holdt lav profil, og hvor det blot blev til enkelte idrætsaktiviteter for de yngre beboere i området, vender Vibysyd IF tilbage med flere aktiviteter, også for de lidt ældre beboere, når den nye sæson skydes i gang om ca. to uger. Det siger i hvert fald formand for Vibysyd IF Samsor Khan Shirzoi, da vi møder ham for at få hans kommentar til, at nogle kvindelige beboere fra området har savnet idrætsaktiviteter, i sær i sommerperioden.
Et krævende job
”Vibysyd IF startede sådan set i november 2009, men pga. af den lange sagsbehandlingstid og bureaukrati fik vi først det hele godkendt i februar 2010. Da vi endelig gik i gang i februar måned, var vi på bar bund. Vi skulle til at finde personale, kontakter, trænere mm. Det tager meget tid, især når man har et studie og et andet arbejde ved siden af.
Alligevel har jeg valgt at opprioritere dette frivillige arbejde, da jeg synes, at beboerne i Viby Syd skal have en idrætsforening i deres område.Jeg bruger ca. 12 timer om ugen på dette arbejde, og det betyder, at jeg ikke har tid til at være sammen med mine venner og familie,” siger Samsor Shirozoi, der samtidig lover flere aktiviteter til beboerne.
”Her i sommerperioden har der været nogle aktiviteter for børn og unge, men det er rigtigt, at der ikke har været særlig meget for bl.a. kvinder i området. ”
Blive bedre til at informere beboerne
”Lige nu har vi gang i fodbold, kvindegymnastik, kvindebasketball. En af vores kvindelige trænere, som er en somalisk kvinde, kører gymnastik- og basketballholdet hver lørdag og søndag eller efter aftale med deltagerne. De fleste deltagere på hendes hold er kvinder fra Somalia. Men vi ønsker at få kvinder med andre nationaliteter til at deltage i vores aktiviteter,” siger Samsor Shirozoi og fortsætter:
”Vi har brug for at blive bedre til at informere beboerne om de aktiviteter, der finder sted i området. Det synes jeg ikke, vi har været særligt gode til indtil nu. Men det ændrer vi på nu, hvor vi har fået penge til bl.a. markedsføring og reklame af Bikubenfonden og af Integrationsministeriet.”
Masser af planer for fremtiden
”Vi har masser af planer for fremtiden. Vi har bl.a. planer om petanque, kvindebasketball, kvindegymnastik, svømning, som er ret populært blandt kvinderne i området, og kvindevollyball, som mange afghanske kvinder har efterspurgt,” siger Samsor Shirzoi og fortsætter:
”Vores mål er at blive en af Jyllands største idrætsforeninger.”