Skolestarten for Gellerup Højskole er flere gange blevet forsinket, fordi der manglede tilladelser fra myndigheder, og nu er starten igen udsat – denne gang til 1. januar.
At højskoleprojektets leder Kasper Graarup oveni har søgt og fået et andet job, rokker dog ikke ved planerne. Formanden for højskolens bestyrelse, Keld Albrechtsen, siger til aarhusvest.dk:
"Vi har været meget glade for samarbejdet med Kasper, som har skabt en rigtig god forberedelse til højskolen. Vi har også forståelse for, at Kasper har prioriteret sin famlie og fået det nye job i Frederikshavn. Vi stiler efter at kunne ansætte en forstander sidst på året."
"Skal I ikke afvente udfaldet af en ny ansøgning til Socialministeriet om at få lov at købe bygninger på Hejredalskollegiet? Ministeriet har allerede engang sagt nej og kan gøre det igen?"
"Jo, hypotetisk kan de svare nej igen, og så har vi naturligvis en ny situation. Men i forhold til den første ansøgning er der nogle tekniske ting, som Hejredalskollegiet skal skrive anderledes for at sælge til os. Det er den samme model for køb af tre blokke, vi arbejder med, men vi har en klar forventning om, at nu går købet igennem," siger Keld Albrechtsen.
Det tager tid med stillingsopslag og ansættelsesprocedure, så den proces kører sideløbende med ansøgningen om at overtage tre blokke på kollegiet.
Højskoleloven kræver, at en højskole ejer sine egne bygninger, ellers må den ikke starte. Højskolen kører kortvarige kurser uden overnatning og har gjort det i flere år.  
www.gelleruphojskole.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.