Når vi snakker om naboskab, som er temaet for Århus Festuge i år, falder snakken ofte på gæstfrihed. Og i samfundsdebatten handler diskussionerne ofte om, hvordan etniske danskere lever sammen med mennesker med indvandrerbaggrund, ligesom blikket for gæstfrihed bliver rettet imod, hvordan danskerne tager imod indvandrere. Det er den typiske historie.
Fremmed på to måder
Canadiske Carrie Andersen, der har boet i Danmark i syv år, har oplevet at være fremmed i Danmark på mindst to måder: Først da hun i sin tid kom til landet efter at have mødt en dansk mand, og senest da hun sidste år flyttede til Gellerupparken. Indtil da havde hun boet seks år i Risskov, et område af Århus som hun beskriver som ”pæredansk” og på den måde meget anderledes end Gellerup.
Hun fortæller: ”Gellerup er noget helt andet end Risskov. I Risskov talte vi knap nok med vores naboer over hækken i det rækkehuskvarter, vi boede i, mens jeg her i Gellerup deler mit liv med mine naboer. Her synes jeg virkelig, jeg har oplevet godt naboskab.”
Naboskab nødvendigt for os indvandrere
Carrie tilskriver bl.a. savnet af familien det gode naboskab. Hun har det tilfælles med sine naboer i Gellerup, at hendes familie bor langt væk fra Danmark. Hun oplever, at det gode naboskab i højere grad er nødvendigt for hende og andre med indvandrerbaggrund end for danskere, som har deres familier inden for en overskuelig afstand.
”Jeg har oplevet så meget mere fællesskab på et år i Gellerup end i mine første seks år i Danmark. Det fællesskab har jeg savnet, efter at jeg er kommet til Danmark og er så langt fra min familie. Jeg opfatter det sådan, at de er bedre til det med fællesskab herude end i de fleste andre steder i Danmark, hvor man mere passer sig selv.”
Fællesskab kræver indsats
Carrie føler, at hun er blevet del af et fællesskab i Gellerupparken, men siger samtidig, at det ikke er noget, der kommer af sig selv: ”I starten synes jeg, at mange af de muslimske beboere herude var lidt lukkede over for mig, som jo ikke er muslim. De er vant til, at danske børnefamilier hurtigt flytter videre, og derfor er de måske ikke så imødekommende. Det, min mand og jeg så gjorde, var at banke på hos naboerne og hilse på dem. Man skal selv være opsøgende.”
Til gengæld synes hun, det har været indsatsen værd: ”Nu har jeg fantastiske relationer med naboerne og føler mig accepteret, som hvis jeg var en del af familien.”
Carrie, hendes mand og deres to-årige barn står over for at skulle flytte fra en lejlighed i stuen på Bentesvej til en anden på 3. sal i en anden blok, da de venter sig endnu et barn og gerne vil have de lidt mere rolige omgivelser, som livet på 3. sal giver.
”Jeg vil fortsat have god kontakt til mine gamle naboer, fortæller hun.