I Gellerup har der kørt kampagner mod affald foran blokkene og graffiti på murene. Mange husker nok musikvideoen ”Drop det, stop det”, hvor børn og unge rapper og synger budskabet om at holde Gellerup rent. Og for tiden kører en plakatkampagne mod krimskrams og graffiti, som boligforeningen bruger en del penge på at fjerne.
Men hvor store er problemerne egentlig? Vi tog ud i Gellerupparken og talte med tre unge mennesker, Daniel, Mustafa og Jannie, om problemernes omfang, og hvad man kan gøre for at afhjælpe dem.
Vi stillede dem fire spørgsmål:
Er der et problem med affald i Gellerup?
Hvad kan der gøres for at gøre det bedre?
Er der et problem med ulovlig graffiti i Gellerup?
Kan man forhindre ulovlig graffiti, hvis man bygger mur, hvor der må males og tegnes løs.
Daniel
”Ja, helt klart. Affald er generelt et af de største problemer i Århus.”
”Jeg tror, at kampagner og uddannelse er løsningen.”
”Egentlig ikke. Jeg ser ikke meget graffiti heromkring og har heller ikke noget imod lovlig graffiti, men det er klart, at ulovlig graffiti er et problem.”
”Nu har jeg jo ikke oplevet de store problemer med graffiti, men det kunne være fedt med en graffitimur. Det ville give lidt farve til en ellers farveløs bydel.”
Mustafa
”Ja, der er en del i min opgang. Det irriterer mig.”
”Det er svært. Det virker ikke, som om kampagnerne mod affald virker. Fx ”Drop det, stop det”, folk synes bare, den er sjov. Og plakaterne virker vist heller ikke.”
”Jeg ser mindre og mindre graffiti. Egentlig har det aldrig irriteret mig.”
”Det ville være fedt med en mur til graffiti. Jeg tror, at nogle af dem, der maler, vil male på den i stedet for på blokkene.”
Jannie
”Ikke mere end alle andre steder. Jeg synes generelt, det er et stort problem med affald på gaderne i Århus. Jeg kan dog godt leve med det.”
”Der skal bruges flere ressourcer på området.”
”Ved busstoppene ser jeg i hvert fald en del graffiti.”
”Der har været et fedt projekt før (under Gelleraps, red.), hvor der blev sat mure op til lovlig graffiti. Det er i hvert fald en god måde at lave en aktivitet til de unge på.” 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.