Hvis man vil vide, hvad der rører sig i Gellerup-området, er det godt at deltage i kvartalsmøderne i Samvirket i Gellerup og Toveshøj. Møderne er åbne for alle, og næste møde er på tirsdag den 21. september kl. 16.30-19 i Foreningernes Hus på Nordgårdskolen.
Samvirket er det forum, som frivillige og offentlige har sammen for at mødes på tværs – og koordinere deres indsatser. 
Bedre forhold for børn og unge
Noget af det, man denne tirsdag kan blive orienteret om, er et forbedret samarbejde mellem boligområdet og kommunen på gadeplan. Kommunens HotSpot-center skal gennemføre et fireårigt projekt for at forbedre forholdene for de vanskeligst stillede børn og unge i hele byen – herunder Vestbyen. 
Blandt meget andet skal et antal medarbejdere arbejde på gaden med børn og unge. Ivan de Lima, som har stor erfaring fra Unge4Unge, leder det nye gadeplansteam, og han deltager i Samvirkets møde for at orientere om indsatsen. Deltagerne kan diskutere, hvad indsatsen kan komme til at betyde for Gellerup og Toveshøj.
Lidt i samme boldgade har Lokalpolitiet sit sædvanlige kvarters tid til at orientere om kriminaliteten i området.
RULL-midler beskæres
Spænding kan der også blive om de såkaldte RULL-midler, som er en stor pengepulje til skolernes og børneinstitutionernes planer for "rum til leg og læring". Spænding – fordi byrådet netop har besluttet at trække 130 mio. kr. ud af de kommende fire års RULL-midler. Områdechef i  kommunens børn- og ungeadeling Jes Jørgensen får opgaven med at præsentere de projekter, der kommer fra Gellerup-området, og det skal nok blive diskuteret, hvordan sparepakken påvirker disse indsatser. 

Kvartalets forening
Samvirkets møder handler også meget om at få kendskab til de mange aktiviteter, som foreningerne i området står for. Der er altid en "kvartalets forening" – denne gang er det Arabisk Kulturforening. 
Det er for sent nu at melde sig til spisning efter samvirkets møde tirsdag – men man kan bare dukke op til selve mødet. 
www.samvirket.dk  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.