Vejen er nu banet for, at Viby Andelsboligforening og Højbjerg Andelsbolig slår pjalterne sammen – og også sammen med den mindre boligforening Bo & Liv. På repræsentantskabsmødet i Højbjerg sagde de folkevalgte ja til, at der udarbejdes et beslutningsmateriale til en nedlæggelse af deres egen forening og oprettelse af en ny fælles forening.
De tre foreninger skal nu holde ekstraordinære afdelingsmøder den samme aften, nemlig 26. oktober.
Som tidligere omtalt spøger momsen og presser boligforeningerne til en snarlig afgørelse. Fra 1. januar skal boligforeninger momses af alle udgifter til administration, hvis de har valgt at lægge administrationen ud i et fælles selskab.
De tre har i dag det fælles driftsselskab Alboa, og derfor vil de blive pålagt ekstra momsudgifter på mindst fire mio. kr. årligt, hvis de fortsætter med at have en fælles administration. Derfor er der god fornuft i at slå foreningerne helt sammen, da de i forvejen samarbejder om driften.
Men det gode spørgsmål er nu, om den nye struktur kan være på plads til 1. januar? Direktør i Alboa, John Jensen:
Jeg tror vi når det
"Ja, jeg tror vi når det. Også hvis der nu ikke møder tilstrækkeligt mange op for at likvidere de tre gamle foreninger, så er der tid til at indkalde til en ekstra-ekstra generalforsamling med 14 dages varsel."
John Jensen siger, at selv om alle tre foreninger har meldt positivt ud om en sammenlægning, så giver den ikke sig selv:
"Foreningerne skal have et konkret beslutningsmateriale at forholde sig til, før de kan tage endelig stilling," siger John Jensen.
I processen mødes en styregruppe bestående af repræsentanter for de tre foreninger samt John Jensen hver 14 dag, så man hele vejen rundt er orienteret om, hvor de enkelte parter står.