Lektiehjælpen Tusindfryd i Gellerup er i en svær situation for tiden: Antallet af lektiehjælpere er ikke stort nok til at dække behovet i området. Og ifølge Sofie Nissen, formand for lektiehjælpen, går det også ud over, hvor mange børn og unge der dukker op:
”Når der f.eks. i eksamensperioden er mangel på lektiehjælpere, gider mange af brugerne ikke dukke op. Så vi er faktisk inde i en ond cirkel, fordi vi ikke er i stand til at dække behovet i Gellerup.”
I øjeblikket er der omkring 25 aktive lektiehjælpere i Tusindfryd, og med afløserholdet når de op på i alt 50 hjælpere. Det er dog slet ikke nok:
”Vi har før været oppe på 80 hjælpere. Lige nu er vi seks hjælpere per gang, det er ikke nok. Vi skal gerne være 10 hjælpere per gang, så der også er plads til sygdom og andet fravær.”
Lektiehjælpen er åben alle hverdage om eftermiddagen i forskellige tidsrum bortset fra om fredagen. Der dukker ca. 30 børn op på per gang, som tæller alt fra 1.klasse- til gymnasieelever.
Lektiehjælp er en nødvendighed
I modsætning til mange af de andre tilbud om lektiehjælp er Tusindfryd en selvstændig forening, som ikke hører ind under Dansk Flygtningehjælp, men dog støttes af organisationen. En fordel ved dette er selvbestemmelsen, der følger med, og friheden til at tænke i anderledes baner.
”I forhold til de andre tilbud om lektiehjælp i kommunen er Tusindfryd nok mere caféagtig. Vi gør meget ud af at skabe en hyggelig atmosfære, hvor der også gerne skal være tid til at lære børnene lidt at kende. Og så har vi heller ingen tilmelding, børnene dukker bare op, når de har lyst. Et andet problem ved, at vi er så få hjælpere, er, at vi ikke har tid til at tale med børnene,” fortæller Sofie Nissen.
Og selvom Tusindfryd gør en dyd ud af være et hyggeligt samlingssted, er det dog ikke hyggen, børnene kommer for:

”Mange af vores brugere har hårdt brug for lektiehjælpen og får simpelthen ikke lavet deres lektier, hvis de ikke får hjælp. Derfor er det vigtigt at vi har tid til hver enkel bruger.”
Læs mere om Lektiehjælpen Tusindfryd, deres åbningstider, og hvordan du kan blive lektiehjælper: http://tusindfryd.com/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.