Det bliver i fremtiden rigtigt svært at få opholdstilladelse i Danmark, hvis man er ægtefælle til en person, der bor i Danmark. Fra 1. november skal man på rekord-tid bestå to prøver, og man har under fire uger til at forberede sig. Undervisningen foregår udelukkende i København, så det er en yderligere forhindring, hvis resten af familien bor og arbejder i Århus. 
På tirsdag den 19. oktober kan man deltage i et orienteringsmøde i Foreningernes Hus (Nordgårdsskolen) kl. 16-18. Udlændingeservice sender et lille hold medarbejdere til at orientere hver enkelt fremmødt om regler og så videre.
Hvis du ikke har mulighed for at deltage, kan du sende spørgsmål til integrationskonsulent i Folkeinformation Susanne Schmidt Sørensen på susor@aarhus.dk. Så vil hun få dem besvaret for dig.
Hvis alle formelle krav er opfyldt, så skal ægtefællen desuden består de to prøver. 
Reglerne for indvandringsprøven er beskrevet her. 
Helt kort fortalt går de ud på:

  • Ægtefællen i udlandet skal søge om fire ugers visum. Man skal betale for rejsen og visum plus 3000 kr. for indvandringsprøven.
  • Ægtefællen kommer til Danmark og skal inden for de fire uger forberede sig på Vestegnens Sprogcenter. De skal anvende computer og sidder med hovedtelefoner øve sig i enkel konversation med computeren for at kunne bestå sprogprøven, som består af 40 spørgsmål.
  • En anden prøve gælder viden om Danmark. Ikke blot om danske steder og praktiske forhold, men især om normer, værdier, demopkrati, integritet, ligestilling, tros- og ytringsfrihed…
  • Prøven skal aflægges inden for de fire uger, hvor man er i Danmark
  • Ægtefællen rejser ud af landet igen og afventer prøvens resultat.
  • Bliver det et ja, får man ægtefællesammenføring
  • Bliver det et nej, må man starte forfra – og betale forfra.

Omkring 1. november åbner denne hjemmeside: www.indvandringsproven.dk 
Udlændingeservice forventer, at der årligt er 1500-2000, som skal aflægge indvandringsprøven.