Regeringen fremlagde i går sin ghetto-strategi, der har fået betydning for Helhedsplanen for Gellerup/Toveshøj: Den er blevet forsinket. Det var meningen, at det afgørende styregruppemøde om planen skulle have været holdt i går, og at planen skulle til afstemning blandt beboerne i dagene omkring den 1. december.
Men fordi byrådets politikere skal have tid til at studere regeringsudspillet, og fordi indholdet af dette udspil kan risikere at kollidere med indholdet af Helhedsplanen, er styregruppemødet, og dermed også afstemningen, udskudt: ”Det vil være dumt at slå søm i beslutninger, som ikke er koordineret med de landspolitiske initiativer,” siger rådmand Laura Hay til JP.
Det er altså frygten for, at regeringens udspil overhaler Helhedsplanen indenom, der har fået byrådet til at udskyde afgørelsen. Brabrand Boligforening, som også er repræsenteret i styregruppen, advarer mod at trække arbejdet for meget langdrag: ”Efter vores opfattelse skal ansøgningen til Landsbyggefonden sendes inden jul,” siger næstformand Keld Albrechtsen.
Afstemning midt i december
Styregruppemødet er nu udskudt til midten af november; her skal de endeligt afgøre, hvad det er for en plan, beboerne i Gellerup/Toveshøj skal stemme om. Med to ugers udskydelse er også afstemningen rykket længere ud i fremtiden; mere præcist til den 15. og 16. december, hvor beboerne i henholdsvis Gellerup og Toveshøj stemmer for eller imod Helhedsplanen.
Kun beboere, der dukker op til mødet, får lov at stemme, og hver husstand har to stemmer. Men det er kun nødvendigt, at ét medlem af husstanden møder op, for at begge stemmer kan afgives. Siger beboerne ja til planen, skal kommunen udarbejde et endeligt forslag, som skal vedtages i byrådet, før det kan blive til virkelighed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.