Det, at Gellerup nu har fået et stort hus for foreningerne, er særegent for Danmark, og andre byer vil kunne lære af husets erfaringer med at bygge bro mellem en række foreninger.

Det mener Ahmad El-Ahmad fra Arabisk Kulturforening. Han stillede op i et stående panel for at svare på spørgsmål fra ordstyrer Ouafa Rian, da Foreningernes Hus blev indviet under stor festivitas. Men panelet var alvorligt, og de fem i panelet betonede, hvor vigtig dagen var:

”Nu kan vi stå sammen om at fjerne de små sorte skyer, der er kommet hen over hovederne på os,” sagde forkvinden for International Kvindeforening, Lucin Canakci, – med adresse til alle de politikere, som vil fjerne både paraboler og indvandrere fra de udsatte områder.

En tredje i panelet, Abdirashid Sheikh Mohamud fra Somali Community, var enig i, at husets betydning rækker ud over foreningernes samarbejde:

”Huset vil styrke Gellerups image, og vi kan vise, at vi ikke er nogen ghetto, men en hel by,” sagde han og forventede, at Foreningernes Hus vil blive et kendt i hele Århus, fordi her er et sted, hvor alle inddrages – beboere, aktører, medarbejdere og så videre. Men han erkendte, at det er en stor opgave at ændre det negative billede, der er malet uden for bydelen.

Flere ligheder end forskelle
Afdelingsformand for Toveshøj, Troels Bo Knudsen fandt flere ligheder end forskelligheder i Gellerup-området:

”Vi er fælles om at elske vores boligområde, og vi er alle interesserede i at gøre det til et endnu bedre område.  Sammen har vi rigtig meget energi her, og den kan vi udnytte til at lave mange aktiviteter.”

Helle Hansen, afdelingsformand i Gellerupparken:

”Foreningernes Hus vil betyde, at selv om vi er opdelt i etniciteter, så vil vi kunne mødes på tværs her. Det bliver helt vildt, det der kan komme til at ske fremover!”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.