”Hvorfor ødelægge noget, der virker, og erstatte det med noget andet?,” spørger Wamid Hassan med henvisning til regeringens ghettoudspil, hvor de vil udføre ”strategiske nedrivninger” og opnå ”bedre balance i beboersammensætningen”. Wamid Hassan er koordinator i Unge 4 Unge, en organisation baseret på frivillighed, der arbejder med bekæmpelse af kriminalitet og for at skabe tryghed – bl.a. ved at igangsætte aktiviteter for børn og unge.
Han har gennem sit arbejde i Unge 4 Unge kontakt med unge i udsatte boligområder, også dem der er i farezonen for at ryge ud i kriminalitet. Derfor spurgte Gellerup.nu ham om, hvordan han mener, politikerne bør forholde sig til de sociale problemer i udsatte boligområder, hvis de vil komme dem til livs. Ligesom han også blev bedt om at tage stilling, hvad politikerne bør undgå i den henseende.
Wamid Hassan lægger vægt på fællesskaberne og samarbejderne mellem kommunen og lokale foreninger i de udsatte boligområder: ”Hvis det havde været op til mig, så havde jeg værdsat og værnet de fællesskaber og det samarbejde. Disse bånd er produkterne af flere års samarbejde og dialog, og vælger man at klippe dem over, så resulterer det i mere skade end gavn,” mener han.
Kritisk over for nedrivninger og retorikken
Wamid Hassan er kritisk over for planerne om nedrivninger, som han ikke mener, løser problemerne: ”Nedrivning er ikke løsningen på problemet, tværtimod. Nedrivning er at feje problemerne ind under gulvtæppet. Det er en illusion, at en nedrivning vil have en positiv effekt. You can take the man out of the ghetto, but you can’t take the ghetto out of the man!”

Forebyggende arbejde er savnet: “Min opfattelse siger mig, at ‘forebyggelse’ ikke indgår i regeringens ordforråd,” tilføjer han.
Og den stærkt kritiserede retorik, som politikerne bruger om de udsatte boligområder …: “Retorikken er den største forhindring. Tonen og jargonen støder velfungerende familier bort, der bidrager positivt og konstruktivt i området. Disse familier, der er områdets ”riddere om det runde bord”, falder desværre i diskurskrigen, fordi politikerne med tiden forstærker deres vendinger, begreber og tonen. Og generaliseringerne bliver for store byrder.”

Afslutningsvis har han en bøn til lovgiverne: “Styrk hellere de lokale initiativer og ideer og undgå at kaste noget i hovedet på folk.”