Forbundet af Islamiske Foreninger vil alligevel ikke holde sig neutral omkring helhedsplanen. Den havde først meldt ud, at beboerne selv må vurdere for og imod, men nu støtter den helhedsplanen i Gellerup og Toveshøj.
Sami Saïdana, der er formand for forbundet, siger, at hvis beboerne siger ja til helhedsplan, er der større chancer for at få en moske – end hvis helhedsplanen bliver stemt ned.
Ønskegrunden ud til Åby Ringvej er opgivet, idet den vil blive alt for dyr. I stedet arbejder moske-tilhængerne på en placering ved den kommende bygade.
"Vi fik at vide, at vi ikke kunne regne med en grund her, men som vi ser det, har vi lige så stor ret til at byde ind som andre har," sagde han på et møde forleden med henvisning til Børn & Unge-magistraten, som mente, at moskeens placering gik på tværs af magistratens ønsker.
Uden en plan: giftig debat
Saïdana blev på mødet bakket op af Keld Albrechtsen, næstformand for Brabrand Boligforening: ønsket om moskeen må indgå på lige fod med alle andre ønsker, så ingen har forret til byggegrundene langs bygaden.
"Men hvis der ikke kommer en helhedsplan, vil det ikke blive muligt at bygge nogen moske inde i Gellerup. Kan nogen mon så forestille sig, at politikerne derefter vil gå med til en moske i Gellerup – nej! Det vil tværtimod betyde, at der opstår en forfærdelig giftig debat om moskeen," sagde Keld Albrechtsen.
Sami Saïdana håber på, at folk vil stemme ja:
"Når vi som forbund støtter helhedsplanen, vil mange af tvivlerne sikkert følge os," siger Sami Saidana til JP Århus.
Forbundet af Islamiske Foreninger vil i den kommende uge rundsende brochurer med støtte til helhedsplanen på dansk, arabisk og somalisk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.