Efter at have arbejdet mest på de indre linjer kommer Tovshøjskolens nye skole-hjemvejleder mere frem i rampelyset. Sofia Suleman vil efter nytår lave aktiviteter direkte med skolebørn og deres forældre.

Sofia Suleman blev ansat 1. oktober og er nu i en delt stilling med Søndervangskolen, så hun er 18,5 timer hvert sted.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod her på skolen. Jeg startede med at lave Eid-fest sammen med indskolingen, og mine første indtryk har været meget positive,” siger Sofia Suleman.

”Multikulturel borger”
Når hun skal beskrive sig selv, er det med ordet ”multikulturel borger”, da hun er født i England, opvokset i Danmark og har indiske rødder i Gujarat.
Både som studerende og som færdiguddannet cand.ling.merc har hun arbejdet med beboere og børn med anden etnisk baggrund, og det vakte hendes interesse for at arbejde med integration med fokus på tosprogede børn i folkeskolen.

For halvandet år siden blev hun skolehjemvejleder på Søndervangskolen, og fra dette skoleår er hun nu ansat begge steder frem til sommerferien.

”Skole-hjemvejlederen er en ressourceperson, der kan vejlede og støtte kolleger, ledelse og forældre. Blandt andet skal jeg skabe kontakt til forældregruppen, medvirke ved forældrearrangementer og give faglig sparring til kolleger.”

Arbejder med skolebestyrelsen

På Tovshøjskolen skal Sofia Suleman være med til at styrke forældreinddragelsen, blandt andet sammen med skolebestyrelsen.

Efter nytår skal jeg også være med til at sætte nye aktiviteter i gang, blandt andet lektie-eftermiddage. Og jeg kommer også på besøg i klasserne i nogle af timerne,” lover skole-hjemvejlederen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.