Uanset om man bøjer sig for korset eller mod Mekka: Islam og kristendom lever side om side i Gellerup, og begge bringer liv og aktivitet til lokalsamfundet.
Religion spiller til stadighed en mindre rolle i den typiske danskers liv og bliver ofte beskyldt for at være sekterisk og isolerende. Men i Gellerup er der andre boller på suppen, for her er religion noget samlende som skaber fællesskab.
Sognepræst ved Gellerup Kirke, Annette Bennedsgaard, forklarer:
”Vi forsøger at forstå hinanden gennem vores forskeligheder og gennem dialog undgå misforståelser, der typisk opstår på grund af bagateller. Vi er en mindretalskirke i et område med mange muslimer og har derfor et højt aktivitetsniveau fra frivillige, der hjælper os med at gøre os selv mere synlige.”
Fælles studietur til Egypten
Bennedsgaard forklarer, hvordan menigheden har gjort kirkebladet til et blad, der har relevans for alle, og som nu bliver husstandsomdelt. Den har desuden arrangeret en kristen-muslimsk studietur til Egypten med henblik på at studere sameksistens i et muslimsk domineret samfund.
Koncerter, fælles ramadan og julemiddage samt en gudstjeneste for kristne og muslimer. Det er blot en lille del af, hvad der står på programmet fra den spirituelle side af Gellerup og er med til at knytte de i forvejen stærke bånd mellem de to trosretninger.
Imamen: positivt
Dette bekræftes gennem et interview med imam Ghassan Edwan, Gellerup, der hver fredag kalder til fredagsbøn for Gellerups muslimer.
”Vi har flere gange mødtes med de kristne i Gellerup, og vi ser en anden tro som noget positivt, idet vi tror på den samme gud. Vi ser ikke folkekirken som en konkurrent og mener, at enhver har ret til sin egen tro. Vi ser mange ligheder mellem kristendom og islam og søger gennem disse at skabe venskaber og gensidig respekt.”
Således udtaler Bennedsgaard og Edwan sig på vegne af folkekirken og Moskeen i Gellerup. Tro er en samlende faktor, der bygger broer snarere end splid mellem troende. Nysgerrigheden for andres tro samt muligheden for at finde fælles grund har inspireret både kirken og de danske muslimer til at søge kontakt med hinanden.