Fra 1. marts er Jes Jørgensen ikke længere områdechef i "Område 11", som hidtil har dækket arbejdet med børn og unge i Ellekærskolens og Tovshøjskolens område.
I spareforliget er skæres antallet af områder ned fra 13 til 8, og fem områdechefer er dermed skåret væk. I Gellerup betyder det et farvel til Jes Jørgensen og goddag til områdechef Marie Buhl Jung. Hun er indtil 1. marts chef for område 12 med Åbyhøj, Søvangen, Harlev mv.
De otte distrikter får navne efter de større veje, der ligger nærmest. Gellerup og Toveshøj kommer derfor til at høre under "Silkeborgvej".
Hvor Jes Jørgensen har arbejdet med børn og unge i et nogenlunde ensartet område med en stor andel af indvandrerbørn, så bliver område Silkeborgvej sammensat af store og meget forskellige bydele som Åbyhøj, Brabrand og Harlev. Altså: der bliver længere "vej" til områdechefen. 
Videncenter for Integration lægges om
Samtidig er de tidligere fire videnscentre lagt om til tre nye pædagogiske afdelinger. På integrationsområdet betyder det, at "Videncenter for Integration" samles med det pædagogiske område, og den nye pædagogiske afdeling kommer til at hedde Pædagogik og Integration. Pauli Johansen bliver leder af afdelingen – ligesom han var i videncentret.