Gellerup er et mønster-område, når det handler om at få kriminaliteten til at falde. Det er konklusionen på en undersøgelse af, hvad man skal gøre for at gøre et område trygt og mindske kriminaliteten.
Mellem 2007 og 2009 er anmeldelser af borgervendte kriminalitet i Gellerup-Toveshøj faldet med 29 procent. Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har netop offentliggjort en rapport fra undersøgelsen, og i sin pressemeddelelse har man taget de helt friske tal fra 2010 med. Så bliver billedet endnu tydeligere, idet faldet nu lyder på hele 35 procent.
Samtidig er det markant færre unge, der bliver sigtet for kriminalitet.
Undersøgelsen har sammenlignet Gellerup-Toveshøj med naboområdet Bispehaven, hvor kriminaliteten ikke er faldet.
Lokalområdet står sammen
Flere forhold springer i øjnene i denne sammenligning, lyder det i rapporten:
- Lokalområdet Gellerup-Toveshøj står sammen om en klar strategi, et handlekraftigt beredskab og et udviklet samarbejde mellem lokalpoliti og lokale aktører – mens Bispehaven er knap så enig om strategien og samarbejdet
- Der foregår et markant kriminalitetsforebyggende arbejde, hvor myndigheder, lokalpoliti og netværket af boligsociale aktører og foreninger er rigtig gode til at samarbejde og kommunikere. Det er mere udtalt i Gellerup-Toveshøj end i Bispehaven.
- Lokalpolitiet i Gellerup får ros for en respektfuld tilgang til de unge – og samtidig handling og konsekvens, når kriminaliteten skal bekæmpes. Politiet er synligt, så de unge kan sætte ansigt på nærpolitibetjentene, hedder det i rapporten.
Vær gode til at samarbejde og kommunikere
Rapporten kommer med en række yderligere anbefalinger til alle udsatte boligområder – det er anbefalinger, der især bunder i erfaringerne i Gellerup-Toveshøj:
- Etabler borgerinddragende samarbejdsfora lokalt – og byg videre på eksisterende fora.
- Indfør politimæssig information om indsatser
- Lav opsøgende politiarbejde med dialogsøgende tilgang til unge
- Formuler en klar kommunikationsstrategi i det kriminalpræventive arbejde
- Handlekraft i dialog med børn og unge. Hvis lokalområdet eksempelvis forventer, at børn under ti år skal være hjemme senest kl. 21 – så skal alle arbejde roligt og konsekvent efter dette.
- Skab trygge fysiske rammer og øget social kontrol. I Gellerup er beboerne gode til at "passe på hinanden" – det er god social kontrol, og aktiviteter er spredt godt ud geografisk, også om aftenen.
- Sidst, men ikke mindst: Giv beboerne ansvar og opgaver!